På Nørholm ved Varde havde østfløjens tidligere smedje og snedkerværksted længe kun været brugt som pulterkammer. Som en del af Fremtidens Herregård er bygningen blevet indrettet med fem værelser og et fællesrum med åbent ildsted. Bygningen er lejet ud til en offshore-virksomhed, som bruger de tidligere værksteder til kontorer og overnatning. Projektet blev afsluttet i 2011.
Som en del af Fremtidens Herregård er Nørholms snedker- og malerværksted, blevet indrettet med fem enkle værelser, og i den tidligere smedje er et stort, rustikt fællesrum med åben pejs også kommet til. Bygningen er udlejet til en offshore-virksomhed, som bruger den til overnatning og kontorer. Udefra har projektet ikke ført ændringer med sig, og selvom murværket er nænsomt sat i stand og træværket nymalet, ligner Nørholms østfløj stadig sig selv.
Ejerparret, Karl og Martha Nielsen har tilstræbt at bevare bygningen så originalt som muligt: "Vi tror, vi holder ejendommens værdi bedst, hvis vi bevarer herregården så tæt på det oprindelige udgangspunkt, som vi nu er i stand til - men med varme, afløb og nutidens bekvemmeligheder," siger Karl Nielsen.
Autenticiteten ligger i østfløjens grove karakter, og værkstedets funktions-ændring er derfor udført med respekt for den oprindelige rumstruktur, detaljer og materialer og uden ændringer i bygningens ydre.
Konkret er det lykkedes at indrette fem værelser med tilhørende badeværelser uden at ændre ved den oprindelige rumfordeling. Bygningens brug er grundlæggende forandret, men det er sket på husets betingelser: Den nye funktion er indpasset i den oprindelige grundplan med en gennemgående væg, trefagsrum og ét stort fælles opholdsrum med det åbne ildsted, som nu fungerer som pejs.
Illustrationer fra projektmateriale og fotograf Jørgen Jørgensen