Søllestedgaard

"Søllested Sukker" bliver navnet på en oplevelsesbaseret produktion af økologisk sukker af høj kvalitet i Søllestedgaards gamle hestestald. Visionen er at skabe Danmarks første og mest anerkendte produktion af 'rent' og bæredygtigt sukker og samtidig formidle fortællingen om, hvordan de grove sukkerroer forvandles til fint sukkerkrystal. Stedet vil både rumme produktion og formidling om sukkerproduktion og egnens kulturhistorie.

Søllestedgaard ligger på den lollandske slette. Herregårdens historie rækker tilbage til 1466, hvor den første kendte ejer, Anders Graa, boede på stedet i en borg omkranset af voldgrav. I dag ejes Søllestedgaard af Ulrik Theophil Jørgensen, hvis slægt har boet på stedet siden 1810.

Det nuværende Søllestedgaard består af en hovedbygning fra 1859, som er indrammet af to avlsbygninger fra midten af 1800-tallet samt et tidligere mejeri og en forpagterbolig fra 1700-årene. Bortset fra hovedbygningen er kun de sydvestlige avlsbygninger i dag i brug. Resten af bygningerne står tomme, og den nordlige avlsbygning – hestestalden – har været i særlig fare for nedrivning.

Nye funktioner i stalden

Med Søllested Sukker skabes nye funktioner i hestestalden, som kommer til at danne den fysiske ramme om både produktion og oplevelsesbaserede tilbud. Bygningen er ikke fredet, men dens identitet og forhold til det samlede herregårdsanlæg bevares. Dette løses ved, at bygningens fysiske udtryk bevares og funktionen som produktionsbygning fortsætter. 

Projektet investerer i renovering og indretning af hestestalden til det nye produktions- og formidlingsformål, herunder et sukkerproduktionsanlæg i miniskala.

Fra grov sukkerroe til fint krystal

På Lolland findes mange – og stadig flere – producenter, som markedsfører deres varer med udgangspunkt i, at de er produceret lokalt. Søllested Sukker bliver nyt centrum for et højkvalitetsprodukt, som sælges både direkte fra gården og til detailhandel, restauranter, caféer og high end-fødevareproducenter af for eksempel chokolade, konfekture, øl og vin.

Den væsentligste konkurrenceparameter for Søllested Sukker bliver dog oplevelsestilbuddet. Søllested Sukker åbnes for offentligheden, og den generelle formidling er gratis. Forvandlingen fra den grove sukkerroe til det fine sukkerkrystal er en publikumsvenlig proces, der skal tiltrække gæster, som kan se, høre og lære om sukkerproduktionen og historien, der trækker spor til både den danske kolonitid og den lokale produktion på Lolland.

Søllested Sukker planlægger en åbning i sæsonen 2012 og regner med 30.000 gæster i turistsæsonen. Visionen er at blive Lollands tredje mest besøgte turistdestination efter Lalandia og Knuthenborg.

Merværdi i traditionelt produkt

Projektet demonstrerer, hvordan man kan konvertere en tidligere driftsbygning til industriel produktion i lille skala kombineret med en oplevelsesbaseret forretning. Det vil også vise, hvordan man fortæller en god historie om kvalitets- og merværdiproduktion på basis af et landbrugsprodukt, der traditionelt sælges som billig bulkvare.

Fakta om projektet

Projektet på Søllestedgaard er et realiseringsprojekt. Realiseringsprojekterne i Fremtidens Herregård indeholder bevarings- og genanvendelsesarbejde for en eller flere bygninger. Arbejdet med bygningerne kobles med realisering af en forretningsidé.

Illustrationer fra projektmateriale og fotograf Jørgen Jørgensen.
 

Søllestedgaard
Fremtidig sukkerproduktion og oplevelser i hestestalden