Projektet på Børglum Kloster skal styrke turismen på herregården, som allerede besøges af mere end 20.000 mennesker hvert år. En tidligere hestestald og vognport skal omdannes til café, besøgscenter og udstillingsfaciliteter. Også konferencer, koncerter og foredrag bliver en del af fremtiden og forretningen på den nordjyske herregård.
Børglum Kloster indgår allerede som medskaber i det lokale liv omkring herregården - blandt andet er klosterkirken i dag sognekirke og danner ramme om en lang række koncerter og kulturelle aktiviteter i sommerhalvåret. Man kan også opleve forskellige udstillinger om herregårdens historie og flere særudstillinger.
Børglum Klosters ejer, Hans Henning Rottbøll, har undersøgt, hvordan herregårdens eksisterende turismeforretning kan udvikles og styrkes gennem aktivering af funktionstømte bygninger. Undersøgelsen er støttet af Realdania og viser, at potentialet for at styrke herregårdens turismeforretning er større end først forventet - men at der også er behov for at binde de eksisterende formidlingsaktiviteter bedre sammen. Ambitionen med realiseringsprojektet er derfor at indrette et besøgs- og mødecenter i herregårdens tidligere hestestald og portbygning.
Besøgscenteret skal være med til at lede gæsterne rundt på herregården og skabe overblik. Som besøgende er det her man starter, og her man bliver klædt på til den oplevelse, der venter. Hestestaldens førstesal omdannes til mødested for lokale virksomheder, kommuner og ildsjæle, som kan holde konferencer, koncerter og foredrag for op til 200 mennesker. I dag findes der ikke tilsvarende faciliteter i Vendsyssel, og større arrangementer må enten henlægges til Aalborg eller til en aula, gymnastiksal eller et forsamlingshus i nærområdet.
En forestående restaurering af Børglums fine, men let forfaldne klosterkirke er ikke en del af realiseringsprojektet, men indgår også som en del af herregårdens fremtidsplaner. Og endelig ønsker ejeren - på sigt - at genskabe herregårdens parkanlæg mod syd.
Istandsættelse og omdannelse af projektbygningerne skal sikre de bygningsmæssige og kulturhistoriske værdier, og man vil bruge historisk korrekte materialer og traditionelt håndværk ved alle arbejder. Projektet vil dermed give hestestald og vognport en funktion, der sikrer bygningsbevaring og skaber et forretningsmæssigt motiv for at vedligeholde dem fremover.
Projektet har potentiale til at tiltrække nyt liv til herregården, og forslaget er på én gang en videreudvikling af Børglum Klosters nuværende aktiviteter og ny udvikling for herregården.
Se Børglums egen hjemmeside her
Projektet på Børglum Kloster er et realiseringsprojekt. Realiseringsprojekterne i Fremtidens Herregård indeholder bevarings- og genanvendelsesarbejde for en eller flere bygninger. Arbejdet med bygningerne kobles med realisering af en forretningsidé.
Illustrationer fra projektmateriale og fotograf Jørgen Jørgensen.