På Borreby Gods ved Skælskør vil man kombinere den velbevarede herreborg med godsets teater- og kulturtradition. Ideen er at udfolde potentialet for teater i en række af de fredede og bevaringsværdige bygninger i avlsgården og sikre bevaring af hele anlægget gennem en ny funktion. Dette realiseringsprojekt har potentiale til at gøre herreborgen til regionens kulturelle dynamo til gavn for øget bosætning og turisme.
Nær Skælskør finder man Borreby Gods, hvis befæstede hovedbygning blev opført som herreborg i 1556 af rigskansler Johan Friis. Størstedelen af anlægget, som også omfatter to borggårdsfløje og en avlsgård, er fredet og har bevaret sit karakterfulde udtryk af renæssanceherregård. Som vidnesbyrd på Borrebys lange udviklingshistorie rummer herreborgens smukke haveanlæg elementer fra både renæssance, barok og romantik.
Borreby har været i slægten Castenschiolds eje siden 1783. Herreborgen ejes i dag af Joachim Castenschiold, der ønsker at skabe en række sammenhængende kulturelle aktiviteter. Visionen er at sikre bevaring af renæssanceanlægget gennem en ny funktion, der gør Borreby til landsdelenes kulturdynamo og Danmarks eneste permanente herreborgsteater.
I 2004 udarbejdede Rambøll Management en analyse, som konkluderede, at der er solidt grundlag for at etablere en ny og permanent kulturscene på Borreby Herreborg, og at driften kan blive bæredygtig. Siden 2005 er der høstet flere erfaringer med at drive teater på stedet, og der er opført koncerter og gennemført undervisning i dans og drama. Teaterforeningen Vindebroen, som Joachim Castenschiold er formand for, har desuden mere end 100 medlemmer.
På Borreby Gods vil man udvikle Borreby Teater ved at udvikle størstedelen af Ridehuset til sommerteater, etablere café i Gl. vognport og indrette kornmagasinet til tilknyttede funktioner. Den Store Vognport skal omdannes til helårscene og køkkenfaciliteter, og der skal indrettes flere teaterrum i parken, for eksempel musikpavillon og amfiteater. Desuden ønsker godset at etablere gæsteboliger, og man overvejer ny brug af det nuværende galleri i Herskabsstalden og Tinghuset, når det bliver aktuelt.
Projektet har potentiale til at vise, hvordan bevaring og udvikling kan forenes i et koncept, som både udnytter, iscenesætter og åbner det kulturhistoriske anlæg for omverdenen og samtidig udgør en bæredygtig forretning. Udvikling af herregården som kulturcentrum kan få stor lokal betydning og styrke hele regionens kulturudbud til gavn for bosætning og turisme.
Læs artiklen Cabaret på herreborgen her
Se Borrebys egen hjemmeside her
Se teaterforeningen Vindebroens egen hjemmeside her
Fakta om projektet
Projektet på Borreby er et realiseringsprojekt. Realiseringsprojekterne i Fremtidens Herregård indeholder bevarings- og genanvendelsesarbejde for en eller flere bygninger. Arbejdet med bygningerne kobles med realisering af en forretningsidé.
Illustrationer fra projektmateriale og fotograf Jørgen Jørgensen.