Halsted Kloster

Halsted Kloster på Lolland planlægger at redde et enestående hus ved at restaurere det på en ekstremt konserverende måde - og så vidt muligt uden at tilføje moderne installationer. Visionen for dette konceptudviklingsprojekt er at benytte huset som et sted, hvor tiden har stået stille, og hvor man kan opleve historiens vingesus og fortællinger - både landets, egnens, godsets og husets.

Halsted Kloster ligger på det vestlige Lolland med en historie, der går tilbage til 600-tallet. I Valdemarstiden var Halsted krongods – kongens ejendom – men via mageskifte blev et gods samlet. Efter Reformationen i 1536 blev klostret opløst, og godset blev kongeligt len indtil 1721, hvor godset igen blev mageskiftet - denne gang med Baron Jens Juel Vinds Juellinge. Klostret er stadig ejet af Vinds efterkommere.

På klostret findes det fredede hus, Dronning Sophies Hus, som er fra 1591 og ét af landets ældste huse. Som noget særligt er Dronning Sophies Hus ikke berørt af de sidste 200 års stilarter. Nu ønsker man på Halsted Kloster at sikre huset gennem restaurering på en ekstremt konserverende måde og åbne det for offentligheden med udstillinger, koncerter og foredrag.

Historien om et uforandret sted

Kunsten ved at restaurere og anvende Dronning Sophies Hus bliver at bevare dets enestående stemning. Her oplever man ’århundrederne stå stille’. Derfor vil Halsted Kloster fare med lempe i istandsættelsen. Hellere gøre for lidt end for meget. Visionen er også at åbne huset for offentligheden og formidle dets særlige historie og ’uforandrethed’ til de besøgende.

Ideen er blandt andet at guide gæsterne gennem huset via en trådløs forbindelse, mens de hører den fantastiske fortælling om huset og dets historie. Det er historien om et sted og de mennesker, der har levet og arbejdet her. Dronning Sophies Hus skal desuden restaureres og indrettes så de besøgende kan bevæge sig sikkert rundt og aflæse de historiske lag.

Stilhistorie og levet liv

Undervejs vil Halsted Kloster give en underholdende lektion i en del af Danmarks historie: Halsted Klosters historie, stilarternes udvikling, indretningen af den herskabelige bolig, den (tabte) håndværksmæssige kunnen, restaureringen og det liv, der er levet her.

Selve restaureringen tænkes udført i samarbejde med en række uddannelser: konservatorer, malere, snedkere, tømrere og murere. Derigennem kan unge mennesker under uddannelse få et konkret forhold til fortiden og til bevaring.

Historiens vingesus

Projektets ambition er at bevare et enestående hus ved ekstremt konserverende restaurering og derefter få driften til at hænge sammen ved at bruge det som et sted, hvor man kan opleve historiens vingesus og 'stedets ånd'.

Se Halsted Klosters egen hjemmeside her

Fakta om projektet
Projektet på Halsted Kloster er et konceptudviklingsprojekt. Konceptudviklingsprojekterne i Fremtidens Herregård indeholder udvikling og undersøgelser af forretningsplaner og projektideer. Projekterne udvikler også strategi for bevaring og genanvendelse af en eller flere bygninger.

llustrationer fra projektmateriale og fotograf Jørgen Jørgensen.
 

Halsted Kloster
Dronning Sophies Hus er et af Danmarks ældste