Hverringe vil etablere et videncenter for bygningsbevaring med tilhørende materialesalg, udstilling og rådgivning. Projektets mål er at etablere et center med blandt andet møde- og kursusaktivitet, salg af byggematerialer samt udstillinger. Godsets bygninger er nænsomt tilpasset det omgivende landskab, og samspillet mellem natur og bygningsarv spiller en central rolle i projektet.
Hverringe er et større anlæg på Hindsholm nord for Kerteminde. Til Hverringe hører herregårdene Hverringe, Ny Broløkke og Gl. Broløkke samt Avlsgården Bøgebjerg. Hverringe på Hindsholms østside byder på bygningskulturelle spor fra tidlig middelalder over renæssancens og klassicismens herregårdsbyggeri til traditionelle landboliger fra det tidlige 1700-tal til 1900-tallets husmandssteder.
Frivillige landskabsfredninger og en stærk interesse for bevaring og styrkelse af kulturhistoriske værdier har gennem generationer skabt den unikke, velbevarede helhed, som Hverringe udgør i dag. Stedet vil derfor kunne blive en naturlig ramme for det planlagte videncenter for bygningsbevaring.
Visionen er at skabe et sted, hvor husejere, håndværkere og arkitekter kan se, lære om og købe materialer til bygningsbevaring. Forretningsidéen er at samle og formidle de råd, som eksisterende centre og rådgivere anbefaler og tilbyde husejere, håndværkere og arkitekter mulighed for at se og købe de anbefalede byggematerialer.
Centret vil skabe nemmere adgang til gode materialer og dermed bygge bro mellem viden og praksis – et arbejde, som Hverringe i kraft af sin velbevarede fremtoning i sig selv er et eksempel på. I samarbejde med eksisterende videncentre, byggemarkeder, ejerforeninger skoler, turistorganisationer og Kerteminde Kommune er det målet at etablere kursusaktivitet, værksteder, demonstrationseksempler og guidede ture.
For at styrke samspillet mellem landskab og bygninger foreslås også nedrivning af maskinhaller, genetablering af engforløb og fældning af enkelte trægrupper. Herudover foreslås det, at den gamle bindingsværksbygning på Broløkke istandsættes og indrettes til restaureringscentrets møder og konferencer. I avlsbygningerne er det planen at indrette værksteder og udstillingsrum. Her lægges vægt på, at de nye aktiviteter kommer til at ligge i forlængelse af den hidtidige brug, og at bygningernes store rum bevares.
Hverringe drives i dag med både landbrug, skovbrug, turisme i form af campingplads med tilhørende restauration og catering samt en række oplevelses- og eventorienterede aktiviteter. Et nyt videncenter for bygningsbevaring vil skabe yderligere aktivitet i området og understøtte den aktive bevaringsindsats, som allerede kendetegner stedet.
Se Hverringes egen hjemmeside her
Fakta om projektet
Projektet på Hverringe er et realiseringsprojekt. Realiseringsprojekterne i Fremtidens Herregård indeholder bevarings- og genanvendelsesarbejde for en eller flere bygninger. Arbejdet med bygningerne kobles med realisering af en forretningsidé.
Illustrationer fra projektmateriale.