Lundsgaard

Lundsgaard på Fyn udvikler i den gamle avlsgård fra 1880’erne en ny selskabs- og driftsform til landbrug og etablerer kvalitetsbrand for økologiske afgrøder. Det firfløjede anlæg bliver ramme om et kollektivt driftsselskab, der dyrker afgrøder og markedsfører dem under et fælles Lundsgaard-brand.

Herregården Lundsgaard ved Kerteminde har en enestående beliggenhed ved skov, mark, strand og købstad. Hovedbygningen er fra 1765 og ligger tæt på avlsgården - et helstøbt firlænget anlæg bygget i 1880-87 efter tegninger af arkitekten August Klein. Anlægget rummer ud over den firlængede avlsgård en smukt restaureret fritliggende trælade og en tidligere smedje mod nord. Bygningerne er fint vedligeholdte med få afvigelser fra deres oprindelige udformning. Herregården ejes i dag af Vini og H.H. Rudolf Iuel, som ønsker at genskabe Lundsgaards betydning for landbrugs- og kulturlivet i Kerteminde og omegn.

Nye veje for økologi

Ejerne udvikler nu en kollektiv selskabs- og driftsform, hvor selvstændige landmænd i et fællesskab med ejerne dyrker jorden og markedsfører produkter under et fælles navn. Driftsselskabet vil dyrke økologiske fødevarer på knapt 40 hektar af Lundsgaards samlede landbrugsareal, og man satser på nicheprægede kvalitetsvarer.  Ideen er at lade yngre landmænd komme godt fra start uden store etableringsomkostninger, og at fællesskab om drift og produktudvikling bidrager til helheden.

Lundsgaard vil med sortsarbejde og udvikling af dyrkningsmetoder differentiere sine produkter i forhold til andre gennem en entydig satsning på kvalitet og smag. Herregården indleder samarbejder med udvalgte kokke, som både får indflydelse på dyrkningen og aftager produkter. Sådanne samarbejder vil være en del af Landbrugshavens ansigt udadtil og understøtte Lundsgaards kvalitetsbrand.

Fortiden som inspiration for fremtiden

Projektet har bygningsmæssigt udgangspunkt i den vestlige længe i det firlængede avlsanlæg fra 1880'erne. I dag står længen tom, og her indrettes i tagetagen seks moderne boliger i forskellige størrelser. Det er tanken, at de kommende avlere skal bo her og også på den måde styrke og udnytte tilknytningen til stedet.

Stueplanet vil fremstå som et stort, sammenhængende rum, som kan danne ramme om salg, formidling, læring og oplevelse. De nye funktioner i bygningen etableres med fokus på bevaring af dens karakteristiske ydre.

Herregården som innovativ markedsplads

Projektet demonstrerer, hvordan man kan samtænke en ny organisations- og driftsform i landbruget med produktion af kvalitetsfødevarer og ny udnyttelse af herregårdens bygninger til bosætning og kulturelle aktiviteter.

Se Lundsgaards egen hjemmeside her

Fakta om projektet

Projektet på Lundsgaard er et realiseringsprojekt. Realiseringsprojekterne i Fremtidens Herregårds regi indeholder bevarings- og genanvendelsesarbejde for en eller flere bygninger. Arbejdet med bygningerne kobles med realisering af en forretningsidé.

Illustrationer fra projektmateriale og fotograf Jørgen Jørgensen.
 

Lundsgaard
Bud på fremtidig anvendelse af avlsgårdens vestlænge