Stenalt på Norddjurs er centrum i et større anlæg med økologisk skov- og markdrift samt Danmarks største malkegedebesætning. Projektet på Stenalts vil blandt andet indrette fem ferielejligheder i en tidligere forpagterbolig. Stedets økologiske produktion tiltrækker mange interesserede fra ind- og udland, og projektet vil både imødekomme behov for indkvartering og skabe beskæftigelse i området.
Stenalts historie går 800 år tilbage, og godsets mange bygninger ligger idyllisk i skovkanten i en park med søer, vandløb og broer. Stenalt råder over Stenalt Skov, Fjordplantagen, gårdene Fjordgården og Kristianslund og drives i øjeblikket med økologisk skov- og markdrift samt produktion af økologisk gedemælk og -kød.
Den gule hovedbygning i klassicistisk, italiensk inspireret stil er fra 1799 og opført af greve Preben Brahe Schack, som søgte et sydlandsk rejseminde omplantet til dansk grund. Hovedbygningen afløste en senmiddelalderlig borggårdsbygning og ligger i en park med voldgrave, som i dag er omdannet til et system af damme. Dorte Mette Jensen og hendes mand, Arne Fremmich, købte godset i 1991. De har blandt andet gennemført restaureringen af hovedbygningen, som i 1995 blev belønnet med Europa Nostra-prisen.
Avlsgården ligger adskilt fra hovedbygningen og udgør et stort anlæg med bygninger fra flere perioder. I forbindelse med avlsbygningerne ligger den tidligere forpagterbolig, som består af en længe med aner i 1700-tallet og en længe fra midten af 1800-årene.
Projektet på Stenalt har til formål at styrke gårdens besøgs-, videns- og formidlingsaktiviteter.
I projektet indgår indretning af fem ferielejligheder i forpagterboligen, en mindre lejlighed til et bestyrerpar, en afdeling for forst- og agrarstuderende samt en afdeling for elever fra ind- og udland. Herudover skal et nyopført informationshus skabe bedre kobling mellem hovedbygningen og driftsbygningerne og rumme faciliteter for stedets besøgende. Også anlæggets udearealer skal udvikles.
Forpagterboligen har gennem tiden undergået en del forandringer, og der vil ved nyindretning blive lagt vægt på bygningernes historie og arkitektoniske muligheder. Projektet skal undersøge, om det er muligt at indrette og udleje boliger på permanent basis og dermed trække fastboende til egnen.
Stenalt har en bred kontaktflade i området og har dialog og fælles aktiviteter med bl.a. Gl. Estrup Landbrugsmuseum og Herregårdsmuseet samt det lokale Fjordcenter. Et projekt med lejligheder i forpagterboligen vil bidrage med beskæftigelse, imødekomme eksisterende efterspørgsel efter indkvartering og bidrage til egnens udvikling.
Projektet kan demonstrere, hvordan en arkitektonisk godt gennemarbejdet løsning, der både involverer herregårdens bygninger, de omgivende arealer og den nuværende drift, kan skabe grobund for nye forretningsområder.
Se Stenalts egen hjemmeside her
Projektet på Stenalt er præmieret af Fremtidens Herregård for at demonstrere gode arkitektoniske og forretningsmæssige idéer, der viser bæredygtige strategier for bevaring og genanvendelse af en eller flere bygninger. Fremtidens Herregård er ikke involveret i projektets realisering.
Illustrationer fra projektmateriale.