Vognserup

Naturen og kulturmiljøet omkring herregården har enestående muligheder for at tilbyde attraktive rammer for samvær og trivsel. Nu skal Vognserups store bindingsværkslade fra 1770 indrettes til sundhed, sport og leg og danne ramme om lejrskoler, team building og festarrange-menter. Også haven syd for bygningen inddrages.

Tæt ved Holbæk finder man Vognserup, en klassisk dansk herregård, som ligger tilbagetrukket i det sjællandske landskab. Herregården har rødder tilbage i 1330 på grunden af en nedrevet landsby, ”Vagnstorp”. Hovedbygningen er opført i nederlandsk renæssancestil og blev delvist ændret til palæstil med store vinduer i 1770. Kakkelovne fra 1777 stammer fra de tidligere ejeres egne jernværker i Norge. Vognserup er ikke kun en bygningsmæssig kulturskat. Guldaldermalere som Lundbye og Skovgaard har opholdt sig her i længere perioder og malet motiver fra egnen, og nogle af landets smukkeste oldtidsfund er gjort i Vognserup mose.

Center for sundt samvær

Godset blev købt af slægten Teisen i 1921, som har boet på stedet siden 1914. Herregårdens nuværende ejere er Hans Christian og Camilla Teisen. Familien har løbende vedligeholdt herregården, og den fredede hovedbygning er netop blevet istandsat og moderniseret.

Projektets vision er at indrette den store bindingsværkslade, som er importeret fra Norge omkring 1770, til center for sundt samvær. Laden indrettes med sportsbaner, samlingsrum og festlokaler, mens soverum, køkken og baderum skal etableres i en slags 'selvstændige bygninger', som opføres inde i ladens store rum.

Sundhed og velfærd i kulturarven

Vognserup deltog i Fremtidens Herregårds idékonkurrence i 2008 med et konceptudviklingsprojekt, som handlede om indretning af et stressrefugium på gården. Dette projekt arbejdes der videre med, og de ombygninger, som realiseres nu, vil komme til at indgå i et fremtidigt refugium.

Men bygningerne kan udnyttes til andre formål allerede nu, mens forretningsgrundlaget for et behandlings- og rekreationscenter udvikles. På kortere sigt lanceres bindingsværksladen derfor som lejrskole med sundhed og bevægelse som tema, ligesom en del kan udlejes til fester, arrangementer og samvær.

Unik ladebygning

Den bygningsmæssige del af projektet tager afsæt i den stærke oplevelse, man får ved at træde ind i laden og dens virvar af bindingsværk. Konstruktionerne frilægges og bevares, og oplevelsen af bygningen vil være et bærende element i både lejrskoleaktiviteter, arrangementer og fremtidigt refugium.

På ladens sydside inddrages et haveareal til sport, leg og samvær. I haven findes også en 1800-talspavillon, som inddrages i de nye aktiviteter. Projektets målgrupper er primært lokale skoler, institutioner, foreninger og virksomheder.

Langtidssikret strategi

Projektet demonstrerer, at man kan skabe en midlertidig aktivitet i bygningerne, mens en fremtidig forretning opbygges. Med respekt for bygningens arkitektur ændres funktionen fra landbrugslade og kornsilo til en ny ramme om mange menneskers fysiske udfoldelse og samvær.

Læs artiklen Vognserup kan blive stressrefugium her

Fakta om projektet
Projektet på Vognserup er et realiseringsprojekt. Realiseringsprojekterne i Fremtidens Herregård indeholder bevarings- og genanvendelsesarbejde for en eller flere bygninger. Arbejdet med bygningerne kobles med realisering af en forretningsidé.

Illustrationer fra projektmateriale og fotograf Jørgen Jørgensen.
 

Vognserup
Laden bliver ramme om fysisk udfoldelse og samvær