Enhver have bør have en plan som sikrer, at unge træer kan tage over, når de gamle træer må falde...
De lange alléer, udstrakte græsflader og indrammende hække er det, der gør herregårdshaven til mere end blot en have. Det er disse elementer, der danner den bærende struktur. Bevoksningen er et flygtigt element, som gennem årstiderne og sin livscyklus skifter både karakter og størrelse, da det er planternes natur at gro. Men planter kan tæmmes. Det er netop det, der gør en have til en have - og det tager tid.
Enhver have bør have en beplantningsstrategi - en plan, der sikrer, at unge træer kan tage over, når de gamle er udlevede og må falde, uden at havens bærende struktur dermed svækkes. En beplantningsstrategi skal være operativ og samtidig række flere generationer ud i tiden. For at lette driften må man være lavpraktisk og tænke rationelt. Et veletableret og tæt staudebed holder f.eks ukrudt på afstand og er dermed nemmere at pleje og smukkere end et bed, hvor planterne står med stor afstand og synlig bar jord. Brug af tætte, bunddækkende planter vil efter etableringsperioden holde det meste ukrudt væk og give et frodigt udtryk.
Pleje af herregårdshavens ofte meget store græsarealer fylder meget i driftsbudgettet. Men der er mange penge at spare, hvis man bevidst vælger en graduering af græssets plejeniveau. I stedet for at slå alle græsflader med samme hyppighed kan man overveje, om det er acceptabelt for oplevelsen af haven, at græsset i veldefinerede områder gror frit og blot klippes en gang hvert eller hvert andet år for at holde trævækster væk.
Arealet kan defineres ved at klippe en præcis kant hele vejen rundt, så græsset ikke fremstår uplejet. I den store plæne kan man også vælge at udlægge præcise felter, som danner et mønster, der underbygger havens geometri. I en herregårdshaves store skala betyder det intet, om græsset er fem eller 30 centimeter højt, det er stadig en grøn flade - endda prydet med engblomster. Højt græs med forskellige, etårige blomster udgør samtidig en mere interessant biotop. Hvis plænen alligevel skal fornyes, kan valg af langsomtgroende græsblandinger spare mange timer på havetraktoren.
Ved nyplantning kan det være meget nyttigt at skele til nye sorter, der er mere resistente over for sygdom og utøj. Den manglende historiske autenticitet bør ikke være en hindring, hvis det i stedet sikrer, at rosenbedet står flot og livskraftigt. Ved at skifte planteart er det muligt at vælge en plante, der helt naturligt får den rette højde og drøjde, så et vigtigt haveudtryk kan bevares uden fremtidig klipning.
I en herregårdshave kan man med fordel anvende forstmæssige principper med plantning af små træer, der hurtigere etablerer sig end større og dyrere træer. Brug af ammebeplantninger kan hjælpe de blivende træer på vej, så der hurtigt skabes et synligt plantevolumen.
Beslutningen om at rydde en flere hundrede år gammel allé kan være svær, men nødvendig hvis haven skal have et liv ud i fremtiden. Det er en dyr investering at rydde træer og rødder, anlægge plantehuller og etablere nye træer. Og der går uoverskueligt mange år, før træerne igen tegner et tydeligt volumen i landskabet. Men det er en beslutning, der vil glæde kommende genererationer, sådan som vi glædes over de frø, vores forfædre har sået.
Hent kapitlet (pdf)
Beplantninger
Det kan være godt for oplevelsen af haven, at græsset i veldefinerede områder gror frit.