Plejeplanen skal sikre, at det arkitektoniske udtryk i herregårdsanlægget bevares...
En plejeplan er et arbejdsredskab, som klart og præcist beskriver, hvordan, hvorfor og hvornår de forskellige elementer i et haveanlæg skal plejes, og gør de driftsansvarlige i stand til at træffe de rette beslutninger i forbindelse med pleje og vedligehold. Plejeplanen beskriver målsætningerne for udviklingen af havens grønne elementer og er en hjælp for den driftsansvarlige i det løbende pleje- og vedligeholdelsesarbejde.
Tidligere var herregårdenes gartnere typisk ansat i mange år og besad dermed en stor faglig indsigt og viden om den enkelte have. Den specifikke viden om haveanlægget blev overleveret gennem generationer, og der var rigeligt med arbejdskraft.
Den manglende økonomiske formåen på mange herregårde betyder, at det i dag ofte er driftens øvrige personale, der ad hoc bliver inddraget i havens pleje, fremfor fagligt uddannede medarbejdere. Det betyder, at en professionelt udarbejdet plejeplan er uundværlig, når det arkitektoniske udtryk skal sikres.
For at gøre en plejeplan operationel, kan den med fordel opdeles i tre dele:
Ved denne disponering af plejeplanen er det muligt at forene en grundig faglig indføring i korrekt pleje og vedligehold med et praktisk anvendeligt arbejdsredskab til brug i dagligdagen.
Basisbeskrivelsen, som indeholder den 'tunge' information, samles for sig. Den giver et overblik over plejeindsatsen på de enkelte delområder i løbet af året foruden en grundig indførelse i, hvorfor de enkelte elementer skal plejes som anført i stamkortene. Basisbeskrivelsen giver således en
bedre forståelse for den information, som stamkortene indeholder.
De konkrete anvisninger på, hvordan arbejdet skal udføres, beskrives kort og præcist på stamkortene. Hvert element, eksempelvis fritvoksende træer, hæk,beskrives i hver sit stamkort. Stamkortet indeholder alle de nødvendige oplysninger,der skal til for at pleje det konkrete element
korrekt.
I en kort tekst beskrives, dels hvordan det enkelte element skal se ud (en målbeskrivelse), dels hvordan elementet skal plejes. Teksten suppleres med illustrationer eller fotos, der understøtter teksten. Stamkortet kan tillige indeholde information om hvornår plejeindsatsen skal finde sted, i form af en årstidskalender med markering af tidspunkter og antal gange, det pågældende element skal plejes.
Det enkelte stamkort knytter sig alene til elementet og ikke til dets geografiske placering i haven. Stamkortene kan plastlamineres og er, udformet i A5 format, beregnet til daglig brug i marken. For hvert delområde sammensættes et sæt stamkort, så kun de relevante kort for det enkelte område er inkluderet.
I oversigtsplanen er samtlige årstidskalendere for de forskellige elementer fra stamkortene sammenkørt således, at man her får et samlet overblik over hvilke arbejder, der skal udføres hvornår, hele året. Oversigtskalenderen fortæller ikke hvor i haven, de forskellige elementer er,
men hvornår de kræver en plejeindsats.
Hent kapitlet (pdf)
Plejeplaner
Gode plejeplaner forener grundig faglig indføring i korrekt pleje og vedligehold med et praktisk anvendeligt arbejdsredskab til brug i dagligdagen.