Bregentved

Haven fremstår som en helhed med barokkens lange alléer ud i landskabet og det imponerende kaskadeanlæg...

Havens historie

Bregentveds have blev anlagt i 1750’erne i barokstil. Senere har N.H. Jardin tilføjet et parterre og et kaskadeanlæg, der blev renoveret i 1994. I 1830’erne blev parken omlagt i landskabelig stil af Rudolph Rothe. Dette arbejde fortsatte H. A. Flindt i 1880-90.

Alleer skaber helhed

Haven fremstår som en helhed med barokkens lange alléer ud i landskabet og det snorlige kaskadeanlæg føjet sammen med den landskabelige bearbejdning med kanalforløb og broer. De væsentlige elementer i haven er en gåsefod af alléer med udspring i skoven, hvor den midterste allé, som oprindeligt var indkørsels-vej, peger mod midtpunktet i bygningsrækken.

Hertil kommer kaskadeanlægget, der ligger i en diagonalakse. Aksen afsluttes af et trappeforløb med en obelisk placeret som visuelt fikspunkt på toppen af terrænet, der hæver sig dramatisk på dette sted. Haven er desuden karakteri-seret ved kortere alléer, solitære træer, store græsflader, vaser, forløb af sø-er med broer samt en samling af nåletræer, et såkaldt pinet.

Realisering

Dyrehavens skovbryn danner stadig rammen om det landskab, der er en integreret del af parken. Løvenørns franske anlæg fra 1740’erne, Jardins alléer, kaskaden, obelisken, de mange skulpturer og monumenter fra 1760-70’erne, de store, fritstående træer på de grønne plæner, udsigten over søerne og landskabet fra 1800-tallet er alle uundværlige elementer, der indbyrdes danner harmoni og helhed.

Et af de vigtigste elementer, der var ved at forsvinde fra landskabshaven, var det tidligere store vandspejl i ’Gamle søe’. En større del af dette vandspejl er blevet genskabt gennem bedre vandgennemstrømning og -cirkulation. Dette er foregået ved at omdanne dæmningen mellem søen nærmest slottet og ’Gamle søe’ til en ny ø. Denne står således også som et nutidigt bidrag til fornyelse af haven.

Omfattende oprensning

Oprensning af havesøer og kanaler viste sig at være langt mere omfattende end først antaget, og der blev i alt blevet fjernet ca. 80.000 m³ siv og slam. Mølledam, (Slotssø), Havesø, dele af Dyrehavesø, kanaler omkring Det Franske Anlæg, Kaskadesø samt kanal fra Ejlemade Sø til Kaskaderne er blevet oprenset.

Forventningen er nu, at det vil være unødvendigt at oprense søerne de næste 100 år. Eventuel nyopvækst af siv fjernes én gang årligt ved et havesyn. Efter fjernelse af siv er vandfladernes samlede areal forøget med ca. 40 pct. I forbindelse med oprensningen af vandelementerne er også stensætninger blevet renoveret og fornyet.

Træer tegner haven

Derudover er haven karakteriseret ved mange alléer, trærækker og solitære træer, der tegner havens struktur. Træerne er imidlertid ved at være udlevede. Derfor er der også lavet forslag til en strategi for, hvordan deres levetid kan forlænges, og hvordan de kan udskiftes etapevis.

Hent afsnittet om Bregentved

Bregentved
Haven blev anlagt i 1750’erne i
barokstil.