Clausholm

Haven fortæller en historie om vandets mange udtryksformer...

 

Havens historie

Clausholm Slot er med staldgård og park et af de første og mest karakteristiske barokanlæg i Danmark. Barokhavens italiensk inspirerede terrasseanlæg er tegnet af N. Tessin den Yngre i 1693 og er anlagt på et voldsomt skrånende terræn. Oprindelige planer om vandkaskader blev ikke til noget af tekniske årsager. I 1976 blev de imidlertid anlagt med moderne teknik, da C. Th.
Sørensen stod for gendigtningen i form af et smalt bækforløb. Andre dele af haven blev i 1870’erne omlagt af H. A. Flindt i landskabelig stil.

Vandets bevægelse udnyttes

De væsentlige elementer i haven på Clausholm er terrasseanlægget med kaskader og alléer samt voldgraven, der omkranser hovedbygningen. Haven fortæller en historie om vands mange udtryksformer. Vandets forløb begynder i skoven med en skovsø. Herfra ledes det via en bæk til karpedammene og videre ned i slotssøen.

I vandets bevægelse udnyttes områdets naturligt store terrænspring. Samme historie gentages i kaskadeanlægget, der er et stiliseret billede på vandets bevægelse ned mod slottet. Vandelementerne i haven ved Clausholm repræsenterer en bred vifte af mulige vandtypologier, der findes i de danske herregårdshaver.

Realisering

Vandproblematikken var den overordnede udfordring på Clausholm. Problemet omhandlede både vandkvalitet og vandkanter og flader. Vandet var groet til med vandpest og andemad, og vandkanterne eroderede og skred sammen. Kaskadeanlægget havde endvidere problemer med frostsprængninger og slitage. På Clausholm har man derfor fokuseret på genskabelsen af tidligere eksisterende vandkaskader i barokanlægget, ligesom hele parkens vandsystem er blevet renoveret.

Tilgroede damme

Et gennemgående problem var tilgroning af dammene og voldgravens vandspejl på grund af et højt næringsindhold i det tilførte vand. Samtlige damme og den østlige del af voldgraven er blevet oprenset for at fjerne aflejrede, næringsrige sedimenter. Den eksisterende vandteknik i form af stemværker og munke var i stærkt forfald. Disse er alle udskiftet, så det fremover er muligt at regulere vandstanden i damme og voldgrav mere nøjagtigt. Store vandmængder forsvandt langs løbet igennem skoven, men ved at udskifte vandteknikken er det også blevet muligt at tilføre vandsystemet langt større vandmængder, hvilket yderligere har forbedret vandkvaliteten.

Kanter i dårlig forfatning

Eksisterende kanter langs damme og voldgrav var generelt i dårlig forfatning. Kvadre- og kampestenskanterne omkring voldstedet var præget af store sætningsskader og visse steder hullet som resultat af nedfaldne sten. Voldstedets afgrænsning er blevet funderet solidt og retableret som
eksisterende stensætninger.

Trækanterne langs voldgravens ydre kant og dammene var ligeledes i stærkt forfald, hvilket blandt andet har resulteret i erosion af det bagvedliggende terræn. Med en todelt løsning har man sikret en solid og holdbar trækantning, der samtidig fremstår præcis og elegant. Kanterne består af en kraftig konstruktion med lang levetid, der udelukkende er under vandet, samt en mere spinkel konstruktion delvist over vandoverfladen. Denne del forventes at have en kortere levetid, men er til gengæld let at rette op og reparere.

Genskabt symmetri

Gårdspladsen i den gamle staldgård er blevet forfinet med større belægningsflader i brosten og pigsten. Mange af de eksisterende linderækker på slotsholmen var i dårlig stand, og symmetrien blev brudt ved stort udfald i rækkerne. For at genskabe symmetrien er der plantet lindetræer på
begge sider af slotsholmen, ligesom der er kommet nye lindetræer til foran slottet på voldgravskanten omkring slottets hovedakse.

Arealerne mellem vej og have er forenklet, havens grænser er præciseret med hække, og der er anlagt en ny stiforbindelse øst om slottet, som giver en mere sammenhængende tur for havens gæster. Overgangen mellem haven og skoven er gjort tydeligere. Ved rydning og en smule terrænregulering har havens mange alléer, der er med til at markere både stier og veje, givet haven mere præcise grænser mod landskabet.

Hent afsnittet om Clausholm

Clausholm
Clausholm Slot er med staldgård og park et
af de første og mest karakteristiske barokanlæg
i Danmark.