Knuthenborg

I den romantiske have er der stadigt skiftende perspektiver med tætte oplevelser og lange kig, almindelig skov og hundredeårige kæmper ...

Havens historie

Knuthenborg er både en dyrepark og en romantisk have. Den romantiske have har været både gemt og glemt, siden mange af de store åbne marker omkring 1950 blev plantet til med nåletræer.

Den romantiske have blev anlagt omkring 1870 af den engelske landskabs-arkitekt Edvard Millner. Den engelske landskabshave er storslået på den uoverskuelige måde. Haven kan kun opleves ved, at man bevæger sig i den, for undervejs åbner der sig stadigt nye kig og lange perspektiver.

Eksotiske træer

En væsentlig kvalitet i haven er eksotiske træer, som Millner rådgav sin bygherre, grev Eggert Christoffer Knuth (1838-74), til at hente hjem fra det meste af verden. Den 660 ha store have blev indhegnet med en to meter høj granitmur, syv kilometer lang. Husene i parken blev tegnet af danske arkitekter H.S. Sibbern og V. Tvede, men i engelsk, victoriansk stil, for det engelske var på mode blandt adelen i den sidste halvdel af 1800-tallet.

I den romantiske, engelske landskabshave var det populært at drive “ornamental farming”, altså at have et eksotisk dyrehold, hvor dyrenes æstetiske bidrag til havens overraskelser og oplevelser var afgørende for valg af dyrearter. Da lensgreve Adam Knuth i 1969 indrettede de første arealer til
eksotiske dyr, var det derfor ikke kun en fiks idé, der ville give haven en indtægt, men en idé i harmoni med den romantiske haves idealer.

Åbne dage for alle

Knuthenborg er særegen ved at være en offentlig tilgængelig have. Eggert Knuths vision var ”åbne dage” for alle. I fremtiden vil dyreparken til stadighed udvikle nye attraktioner og derfor også forbedre funktionerne internt. Projektets udviklingsplan har udløst fondsstøtte til bygning af en
1500 kvm stor savannestald i 2010, fordi den kunne bygges uden at påvirke oplevelsen af den romantiske have.

Realisering

Den romantiske have blev kun delvis anlagt i overensstemmelse med Millners ideer, for Eggert Knuth døde kun fire år efter, at Millner udførte de første skitser til haven. De områder, der ikke blev dyrket, sprang i skov. I 1950erne ændrede haven karakter, da den daværende greve fik store områder plantet til med nytteskov af nåletræer, så store dele af den romantiske have blev til almindelig skov.

Men ingen af de importerede eksoter eller de eksisterende eller udplantede egetræer blev fældet inden udplantninger, så den store erkendelse på Knuthenborg var, at den romantiske have stadig var intakt inde i skovstykkerne.

Vandring som arbejdsmetode

Arbejdsmetoden blev derfor at vandre i stedet for at tegne. På vandringerne blev eksoter fundet, skovens ”generaler” – de hundredeårige træer – blev lokaliseret, og boniteten af nytteplantningerne bestemt. Formålet var at kombinere de indsatser, der skulle til for at genskabe idéen om den  romantiske have på Knuthenborg med en forstmæssig pleje og naturlig fældning af modne nyttetræer.

Fældningerne skulle genetablere turen rundt i haven som en serie stadig skiftende og overraskende perspektiver: Til et slot, til et langt landskabskig (f.eks. ud over vand, det “lånte landskab”), til flere trægrupper på een gang (de giver dybde som kulisser på en teaterscene).

Vigtig pleje af den romantiske have

Edvard Milners søn, Henry Ernest Milners, udgav i 1891 bogen The Art and Practice of Landscape Gardening, hvor faderens teorier og erfaringer blev fortalt og illustreret. En af illustrationerne viser den “rigtige” og  den “forkerte” måde at anlægge en romantisk have på, men viser også hvor
vigtigt det er at pleje en romantisk have. Selv få træer, der står forkert, kan ødelægge de vigtige lange perspektiver. Sådan var opgaven på Knuthenborg.

I så stor en have som Knuthenborgs giver det ikke mening slavisk at forsøge at genskabe Millners oprindelige plan. Dels var Millners plan meget principiel i sine udlæg, dels findes der ingen dokumentation for, hvordan planen blev gennem-ført. Et kort fra 1891 viser skovlinjer, som haven blev anlagt efter, men præciserer ikke hvor eksoter blev plantet. Det er dog tydeligt, at Millners plan kun blev delvis gennemført.

Nye kvaliteter i haven

Men nok så vigtigt har det været at se på de kvaliteter, der iøvrigt er opstået undervejs, som f.eks. en nytteskov af 50 år gamle douglasfyr, hvor det kan give mere mening at tynde ud og lave lysbrønde til ammeplantninger end at fælde rub og stub. Dermed forberedes der fældninger om 20, 30 eller 50 år, hvor signatur-træerne er vokset til, så nye fældninger ikke efterlader store, nøgne flader.

I stedet for at arbejde med præcist formede løsninger på aktuelle problemer, er renoveringen af den romantiske have udført eksemplarisk i det sydvestlige hjørne af haven – ca 150 ha er blevet bearbejdet.

Før, nu og i fremtiden

Idéerne er samlet i en udviklingsplan, hvor principperne er illustreret i tre tempi: Før, nu og om 100 år. Principperne er fulgt af en planteplan med præcisering af vigtige grundtræer og signaturtræer (eg og fyr), af uønskede træer (birk og lind) og af forslag til nye eksoter (f.eks. stedsegrøn eg og
frynseeg).

Hent afsnittet om Knuthenborg



 

 


Knuthenborg
Parken veksler mellem åben skov, tætte skovbryn, grupper af træer og solitære kæmper.