Herregårdene byder indenfor

Med få midler og mindre tiltag slår en række herregårde dørene op for arrangementer og midlertidige aktiviteter, der inviterer lokalsamfundet ind og skaber grobund for lokal dynamik og samarbejde. Det er fortsat muligt at søge om støtte til arrangementer gennem Byd Indenfor.

Mens Frederiksdal på Lolland inviterer til frugtvinsmesse, slår vestsjællandske Tersløsegaard dørene op til fem teaterbegivenheder. Lollandske Engestofte byder indenfor til sommermarked, og på Skiveegnen går 12 herregårde sammen om arrangementet Herregårdens Dag med forskellige aktiviteter og rundvisninger. På Gisselfeld inviterer Bondens Marked til folkemiddag. Og ikke mindst åbnes stalddørene for vandrere og turister på nordjyske Nørre Ravnstrup, når den kommende hærvej mellem Aalborg og Frederikshavn skal indvies.

En række ejere har grebet udfordringen og skabt idéer til arrangementer og midlertidige tiltag, der inviterer lokalområdet ind på herregårdene, bidrager til nye samarbejder og bygger videre på en eksisterende positiv udvikling. Fremtidens Herregård støtter hvert af de seks projekter med mellem 30.000 og 100.000 kr.

”Vi glæder os til at se herregårdene byde lokalsamfund og turister indenfor. Hver især viser de udvalgte projekter, at det ikke nødvendigvis kræver store investeringer og lange, seje træk at gøre herregårdenes kulturmiljøer og bygninger til et aktiv for deres lokalområde. Mindre tiltag og midlertidige aktiviteter kan gøre en stor forskel og igangsætte en positiv udvikling,” siger Christian Andersen, programchef i Realdania.

Nye muligheder for at søge støtte
Aktiviteterne støttes gennem den første af i alt fire ansøgningsrunder i Fremtidens Herregårds initiativ Byd Indenfor.

I løbet af 2014 vil der være tre nye muligheder for at søge om støtte til at gennemføre aktiviteter, som skaber åbenhed og opmærksomhed om herregårdene og baner vejen for, at de kan blive dynamoer for forandringer i deres lokalsamfund. Både ejerne og deres samarbejdspartnere har mulighed for at byde ind. 

Se projekterne her 

Se, hvordan I deltager i næste runde