Knuthenlund indvier projekt

I dag kan Susanne Hovmand, ejer af Knuthenlund på Lolland, sætte foreløbigt punktum for et projekt, som har ført til opførelsen af en ny fårestald og et nyt mølleri samt nedrivning af flere udtjente produktionsbygninger. Resultatet er et helstøbt anlæg med plads til forandring.

Da Susanne Hovmand overtog den nordlollandske herregård i 2007 var det første, hun gjorde, at omlægge den til økologi og genoptage stedets gamle tradition for osteproduktion med mælk fra godsets får. I herregårdens kæmpestore kostald er i dag mejeri og gårdbutik, og snart kan Knuthenlund fejre indvielsen af herregårdens nybyggede fårestald og mølleri.

De nye bygninger er opført som en del af Fremtidens Herregård, og derudover er gårdspladsen genskabt til et harmonisk hele: ”Vores projekt har ikke handlet om at renovere en enkelt bevaringsværdig bygning, men om at genskabe Knuthenlunds betydning for lokalområdet med hele det store herregårdsanlæg som ramme,” som Susanne Hovmand siger.

Hendes vision er at gøre Knuthenlund til foregangseksempel på, at landbrugsproduktion stadig kan være en farbar vej for herregårdene, såfremt den knyttes med økologi, traditionelt håndværk og lokal forarbejdning.

”Vores vision var og er at skabe et helstøbt anlæg med plads til forandring," siger Susanne Hovmand

Fokus på lokal udvikling
Projektet kombinerer innovativ udnyttelse af de gode dyrkningsforhold på Lolland med herregårdens bygninger, jorde og lange tradition for mejeridrift. Drømmen at vise, hvordan man kan lave produkter af en høj ernærings- og smagsmæssig kvalitet og samtidig støtte op om lokal udvikling, forklarer Susanne Hovmand:

”Det gør vi ved at skabe lokale arbejdspladser og producere gedigne, velsmagende fødevarer. Ved at byde lokalområdets familier og turister indenfor til markeder og andre oplevelser. Og ved at invitere til fx fagligt symposium for økologer eller til Native Cooking Award, hvor anerkendte kokke dyster i madkunst baseret på traditionelt håndværk, lokale råvarer og ingredienser fra den vilde natur. På den måde er vi med til at fortælle andre historier fra Lolland, end dem man normalt støder på.”

I dag har Knuthenlund cirka 25 ansatte, men Susanne Hovmand regner med at kunne besætte fire-fem stillinger mere i den kommende tid.

Processen samles
Med det nyopførte mølleri kan hele processen fra jord til butik endelig forankres på Knuthenlund. Fremover kan man på herregården producere egen såsæd og selv male melet:

”Som det er i dag, kommer de store avancer på fødevarer udelukkende forarbejdningsledet og detailhandlen til gode, ikke landmanden. Ved at samle hele processen fra såsæd til færdigt mel her, hvor vi også er tæt på forbrugerne, øger vi muligheden for at skabe en økonomisk bæredygtig forretning,” pointerer Susanne Hovmand.

Mulighederne for at produktudvikle er også blevet bedre. Med opførelsen af flere, mindre siloer inde i mølleriet kan kornet sorteres i partier, og dermed bliver det nemmere at differentiere på kvalitet og arbejde med lokale lollandske kornsorter eller gamle kornsorter som fx purpurhvede.

Nyskabelsen ligger i helheden
Gårdspladsen er projektets hjørnesten. Oprindeligt stod her et firlænget anlæg, men det brændte i 1947, og siden er opført en mængde mindre produktionsbygninger rundt omkring på gårdspladsen. For at skabe et helstøbt og aktivt gårdrum, satte Susanne Hovmand sig for at rydde op - det vil sige rive ned -og i dag er end del af stedets maskinbygninger, en svindestald og en garage fjernet.

Helhedsplanen, den nye fårestald og mølleriet er tegnet af arkitekten Merete Lind Mikkelsen, som har rådgivet projektet. Bygningerne er begge opført i sort træ, der passer til de eksisterende rammer og landskabet.

”Siden branden i 1947 har man udelukkende bygget praktisk på Knuthenlund, og i den proces er den synlige historie om herregården gået tabt,” forklarer Susanne Hovmand. Hun uddyber: ”Vores vision var og er at skabe et helstøbt anlæg med plads til forandring. Man kan sige, at vi har fortsat den pragmatiske tilgang, man altid har haft på Knuthenlund. Vi har kun bevaret bygninger, som både har en arkitektonisk, historisk og funktionel værdi.”

Med andre ord: Hvis bygningerne skal bevares, skal de kunne bruges. Derfor er både fårestald og mølleri udformet på en måde, så de kan anvendes til andre formål, hvis der senere bliver brug for det. Og den fleksibilitet er afgørende for Knuthenlunds forretning fastslår Susanne Hovmand.

Lokal forskel
Projektet har taget seks år at gennemføre. Både finanskrise, konstruktionsmæssige udfordringer og langstrakt dialog med myndighederne har forlænget og kompliceret processen. Den kommende indvielse er derfor en milepæl af de store, fastslår Susanne Hovmand. ”Vi er så småt begyndt at tage kontakt til vores eksisterende kunder for at fortælle om de nye muligheder, vi er gået i gang med at producere, og vi har lanceret en netbutik. Men vi har mange flere visioner, som vi gerne vil føre ud i livet, efterhånden som det økonomiske råderum er til stede. Der er stadig meget at gøre.”

Læs mere på Knuthenlunds egen hjemmeside eller på Facebook.