Engestofte

Laden på Engestofte er omdannet til multifunktionelt rum, som kan bruges til markeder, konferencer og private fester. På længere sigt er målet at skabe en ’fødevareambassade’ for mindre, lokale fødevareproducenter og det lokale erhvervsliv. Idéen griber fat i herregårdens oprindelige funktion og rolle i den lokale fødevareproduktion.

Ved bredden af Maribo Sø ligger Engestofte Gods, en kongsgård fra 1457, der er omgivet af frodig natur og et rigt og varieret dyreliv. Her ønskede ejerne at trække nye aktiviteter til herregården, selv at sætte nye initiativer i gang og at gøre herregården til et centralt led i andre lokale udviklingstiltag. 

Ved at omdanne stedets store lade til et multifunktionelt rum var idéen at skabe et sted, hvor lokale fødevareproducenter kan vise deres produkter og skabe bedre rammer for det lokale kultur- og foreningsliv. Den langsigtede ambition er at gøre herregården til lokalområdets forandringsagent og samtidig generere indtægter, der styrker Engestoftes forretningsgrundlag på langt sigt.

Livet tilbage til laden
I dag, hvor projektet er realiseret, står Engestoftes kæmpestore kornlade omdannet til et multifunktionelt rum, som kan bruges til fx markeder, events, møder, konferencer, private fester og kulturelle arrangementer. Laden skal være omdrejningspunkt for netværks- og markedsføringsaktiviteter i tæt samarbejde med andre, regionale udviklingsaktiviteter - og gerne med fokus på fødevareproduktion.

Konkret har projektet omfattet etablering af et nyt industrikøkken, toiletter, isolering og udbygning af det eksisterende halmfyr. I stedet for de udtjente vinduer fra 1970’erne er nye støbejernsvinduer, som er produceret efter gamle tegninger, kommet til. Pudsede vægge og egetræsplanker på gulvet. Og ikke mindst er store glaspartier sat i bygningens porte, der kan åbnes som skodder.

”Mit håb er, at dette projekt bliver startskuddet på en række tiltag på Engestofte, der tilsammen skal føre til, at godsets økonomi kan forvandle sig fra kun at være en land- og skovbrugsejendom til at blive en mere alsidig virksomhed. Samtidig er vi glade for, at lokalbefolkningen bakker os 100 procent op. Vi har allerede mange frivillige, der gerne hjælper til, og også kommunen har været meget hjælpsom,” siger ejer, Hans Egeskov.