Gisselfelds paradehus

Gisselfelds paradehus er et studie i skønhed og sanselighed. Restaureringen af huset, der er Danmarks eneste privatejede paradehus, har været omfattende. Men i dag er stedet en attraktion i sig selv og en vigtig del af herregårdens samlede brand.

Det første, man møder, er et stort, frodigt og mørkegrønt mispeltræ. Dufte fra blomster og planter, der er her, fordi de er smukke, fordi de er unikke, og fordi de har en historie. Unikke krukker, der er sirligt placeret, så de spiller sammen med helheden. Og alt sammen tilsat lyden af rindende vand og dæmpet, klassisk musik.

Sådan er der i det lette, elegante orangeri på den midtsjællandske herregård, Gisselfeld. Efter en omfattende restaurering har det fredede paradehus - tegnet af J.D Herholdt og opført i 1870’erne - genvundet sin storhed og oprindelige funktion. Et sted, hvor de smukkeste planter, stilles på parade til ære for solen og stedets mange besøgende. 

Det færdige udtryk matcher det oprindelige formål
Med støtte fra Realdania er glasfacader, glastag og tagkonstruktion sat i stand, og den tidligere Paradeplads foran huset blev retableret. Nye servicerum, toiletter og et nyt indgangsparti er også kommet til. 

Varme er også lagt ind, og varmekanalerne renset op, så planter fra blandt andet Californien, Japan og New Zealand kan trives året rundt. Luftcirkulationen er forbedret, så indeklimaet i dag er optimalt. Og ikke mindst er et nyt, sildebensmønstret gulv i gule teglsten blevet lagt.

Det færdige udtryk matcher det formål, bygningen oprindeligt blev opført til, fortæller Greg Kobett, der er forpagter af stedet sammen med Stig Lauritsen:”Bygningen har altid været et orangeri på landet, så udtrykket måtte ikke blive for poleret eller fornemt. Det ville have været tragisk, hvis nogen havde lagt et marmorgulv her.”