Bygningen skal fortælle historie

"For at kunne gennemføre en vellykket restaurering bliver man nødt til at værdisætte. For at kunne vurdere om noget har værdi, må man have viden, og for at få viden må man først gennemføre en undersøgelse". Lyder det fra arkitekten Lars Nicolai Bock, som her argumenterer for vigtigheden af undersøgelse, værdisætning og (en vis) uorden - og skitserer arbejdsprocessen for det ideelle restaureringsprojekt.

Det er dræbende for huset, hvis man med hård hånd fjerner alt det skæve," siger Lars Bock.

På en mur i Koldinghus' sydfløj hænger et gammelt, rustent jernbeslag. Beslaget går for at være det grimmeste på hele det gamle middelalderslot, så hvorfor bliver det ikke bare fjernet? Spørger man Lars Bock, arkitekt m.a.a og lektor på Arkitektskolen Aarhus, er der ikke tale om en tilfældighed:

"Johannes Exner, som stod for slottets genopbygning og restaurering, plejer at sige, at han valgte at lade jernbeslaget sidde, fordi der, hvis det blev fjernet, blot ville være noget andet, som var det grimmeste på Koldinghus. Det er en vigtig pointe, for æstetik er mere end orden, harmoni og gode proportioner. Æstetik handler også om at fortælle historie."

Pas på tiden i arkitekturen 
Derfor skal man passe på med at rydde for meget op. En slidt trappe, et stykke afskallet maling eller et egetræ på 800 år. Alt sammen gør det, at man fornemmer, at der har været noget før; at verden har eksisteret længe inden, man selv kom til, og at den vil fortsætte længe efter.

Lars Bock kalder fænomenet for 'tid i arkitekturen' - en vidunderlig fjerde dimension, som skaber autenticitet og en fælles erindring. Man mærker det særligt på herregårdene, hvor fortidens spor kan aflæses på bygningerne, i haven og i landskabet, og hvor fornemmelsen af, at man selv er ét led i en lang historie næsten altid er til stede. Og det forpligter.



Det er ikke nok at have en mening

Men for at herregårdenes ofte nedslidte og funktionstømte bygninger kan bringes ind i fremtiden med værdierne i behold, må de bearbejdes, og her er det ikke lige meget, hvordan man griber processen an, mener Lars Bock. 

Han har udviklet en model, som gennemgår en sammenhængende, logisk arbejdsproces, der principielt betragtet kan bruges som udgangspunkt for mange restaureringsopgaver. Processen bygger på fem trin - undersøgelse, dokumentation, værdisætning, programmering og arkitektonisk intervention – procesfaser, der hver især kræver kendskab til en række arkitektfaglige arbejdsmetoder.

"For at kunne gennemføre en vellykket restaurering bliver man nødt til at værdisætte, for at kunne vurdere om noget har værdi, må man have viden, og for at få viden må man først gennemføre en undersøgelse", forklarer han og tilføjer: 

"Det er ikke nok at synes, at noget er pænt eller grimt. Jeg plejer at sige, at enhver mener noget. Men enhver mener det på et andet niveau end den professionelle – og med egne forudsætninger".

Fem trin mod et godt resultat

Arbejdsprocessens første trin er en undersøgelse, som er fundamentet for det hele og kan bestå af en opmåling eller bygningsarkæologisk undersøgelse, hvor man inddrager fotografier og historiske kilder.  

I andet trin – dokumentation – samler arkitekten sit materiale, så det kan formidles, både til ejeren, arkitektkollegerne, de lokale myndigheder og politikere. Først derefter kan man - i tredje trin - værdisætte, hvilke bygningsdele der er mere betydningsfulde end andre.

Indsamlingen af viden er altafgørende. For uden viden kan man ikke vurdere, hvad der er vigtigt, og uden viden er det svært at føle veneration for noget som helst, mener Lars Bock. 

Han forklarer, at der ofte i restaurerings- og genanvendelsesprojekter vil være tale om bygninger, der er ombyggede så mange gange, at det kan være svært at forstå, hvad der engang var den arkitektoniske hovedidé. Og endnu vanskeligere er det at få overblik over alle de ændringer, som bygningen har undergået siden da.

Når undersøgelse, dokumentation og værdisætning er gennemført, er man nået til arbejdsprocessens fjerde og næstsidste trin: Programmering: Her kan man med sin værdisætning i baghovedet arbejde mere målrettet med at skabe en ny funktion. Lars Bock:

"Det er i programmeringen, man støder på de store udfordringer, men det ser jeg som entydigt positivt. For har man først gennemført en undersøgelse og en værdisætning, har man også skabt rammerne for svarene på de problemer, der opstår."

I femte og sidste trin – den arkitektoniske intervention - kan man, alt efter programmeringen, bygge om, transformere, restaurere eller rekonstruere.

Pas på fortælleværdien

Vælger man at springe arbejdsprocessens indledende trin over og gå direkte til programmering og arkitektonisk intervention, kan man, ifølge Lars Bock, stadig skabe et resultat, der er formmæssigt flot. Til gengæld vil fortælleværdien og den eftertragtede autenticitet næsten altid gå tabt, og huset endegyldigt miste en vigtig dimension:

"Jeg plæderer for, at man skal bevare en vis form for uorden og tage vare om de historiske spor. Hvis restaurering bliver en rent æstetisk øvelse, forsvinder muligheden for, at man kan sætte sig ned og undre sig. Noget kan godt være helstøbt og smukt, men det er dræbende for huset, hvis man med hård hånd fjerner alt det skæve," siger Lars Bock.

Han understreger også, at man som ejer skal sørge for at bruge sin arkitekt rigtigt. Man skal lade arkitekten udfolde sin faglighed, men man skal også udfordre, stille krav og være bevidst om, hvad man vil med sin bygning. Og man skal formidle alle de små historier om huset, som man kender, og stille spørgsmål til processen. Hele tiden.

Vær pragmatisk - men med viden

Men hvorfor ikke gå til bygningerne med samme pragmatik, som de, der kom før os? Indsætte nye, større vinduer, når man har brug for det, gøre porten bredere, så traktoren kan komme ind, eller bygge nye badeværelser i kostalden? 

Hvordan skal man bringe en historisk bygning videre ind i fremtiden, hvis hver eneste skrue er fredet? Og skal det, man tilføjer, altid kunne fjernes igen uden at efterlade sig spor?

I arkitektkredse er meningerne delte, men Lars Bock er ikke i tvivl:

 "Det handler om at være pragmatisk, men om at være det på et vidende grundlag: Jeg synes, man skal vurdere fra sted til sted, hvad man vil fjerne, hvad man vil tilføje, og hvad man vil bevare. Men man skal gøre det med viden," siger han.

Træd let på jorden

Og ligesom indianere lister på mokkasiner, mens andre tramper med støvler, bør man træde let på jorden. Det gode eksempel er Koldinghus, hvor der kun vil være få spor efter Exner, hvis man fjernede den legendariske arkitekts tilføjelse til den nedbrændte ruin. Modsat med Hamar-Biskopsborg nord for Oslo, hvor arkitekten Sverre Fehn valgte at give middelalderruinen en tilbygning i beton, som nærmest skal sprænges væk, hvis eftertiden en dag fortryder. Og dermed har arkitekten sat sig på ruinen for evigt, mener Lars Bock. 

Han uddyber: "Vi er intellektuelt et andet sted, end man var i 1700-tallet, I mellemtiden er arkæologien og historieskrivningen blevet en del af vores videnskabelige og dannelsesmæssige baggrund, og vi ved, at der er noget at bygge videre på. 

Men vi ved også, at vi ikke kan gemme alt. Hvor mange stribede sokker skal vi gemme fra 1970'erne? Hvor mange stykker sammenkrøllet Dandy-papir? Og hvor mange huse, forstæder, vejforløb, garager, og vandtårne skal blive stående for eftertiden? Vi er nødt til at vælge, og netop derfor er værdisætningen så vigtig. Hvorfor skal vi gemme den ene møtrik frem for den anden? Hvorfor skal jernbeslaget blive hængende på Koldinghus? Det skal vi være bevidste om. Er vi det, kan vi tillade os meget."