Den moderne virksomhed og kulturarven

Forskellen på at drive en herregård og en hvilken som helst anden virksomhed er mængden af små forretningsområder og - især - forpligtelsen til at forvalte kulturarven. Det giver begrænsninger, men fører også til nye muligheder, mener Jens Risom, adm. direktør på Gisselfeld Kloster.

Det er dyrt at eje og drive en herregård. De historiske bygninger og kulturmiljøer stammer fra en anden tid, og det kræver store løbende investeringer at holde dem ved lige. 

Set med landmandens øjne er kulturarven en klods om benet: Slot, park og driftsbygninger skal vedligeholdes, og ude i landskabet er man også forpligtet til at tage vare på naturværdier, diger og fortidsminder. Derfor er det heller ikke alle herregårdens driftsgrene, der skaber indtægter, og nogle er de rene udgiftsposter:

"Som landbrugsvirksomhed kunne vi sagtens klare os med langt færre kvadratmeter bygninger, men herregården skal ikke bare være produktion. Vores målsætning er at eje, bevare og drive det evigtvarende, og det betyder, at ikke alle dele af herregården tjener penge – og det skal de vel heller ikke," lyder det fra Jens Risom, som er administrerende direktør på én af landets største herregårde, Gisselfeld Kloster.

Herregårdens mange forretningsområder er som puslespilsbrikker, der skal passe sammen," siger Jens Risom

Omvendt skaber kulturarven også muligheder, mener han. Den tiltrækker opmærksomhed, turister, virksomheder, medarbejdere og lejere, der gerne vil være en del af kulturen, naturen og miljøet omkring herregården. Kulturarven er herregårdens unikke 'selling point'.

Brikkerne skal passe sammen

For Jens Risom er der mange lighedspunkter mellem at drive en herregård og en hvilken som helst anden virksomhed. Begge dele kræver løbende tilpasning og en konstant opmærksomhed på, hvordan man skaber en rentabel økonomi. Den store forskel er forvaltningen af kulturarven og mængden af delområder i den samlede forretning, som på Gisselfeld udgør landbrug, skovbrug og park, jagt, fiskeri, restauration, turisme og events, erhvervs- og boligudlejning og udvinding af råstoffer.

De mange forretningsområder er som puslespilsbrikker, der skal passe sammen, og man er nødt til at beskæftige sig indgående med hver eneste brik, forklarer Gisselfelds direktør. 

Derfor er det første man skal gøre, når herregårdens forretning skal udvikles, at beslutte sig for, hvad det samlet er for en forretning man ønsker – og overveje konsekvenserne. Vil man satse på svineproduktion har det betydning for boligudlejning, jagt og oplevelsesøkonomi. Er turisme svaret, betyder det mere trængsel på gården - og dermed mindre privatliv. Og så videre og så videre.

"Vi overvejede på et tidspunkt at udvide virksomheden med animalsk produktion. Men da vi begyndte at regne på det, kunne vi se, at en satsning på svin ville kræve store investeringer. Samtidig ville et tab på 10 procent på jagt, fiskeri, udlejning og events udligne det overskud, som svineproduktion kunne generere, og samtidig ville vi blive generet af lugten. Dermed havde idéen ingen gang på jorden for Gisselfeld Kloster," siger Jens Risom.

Respekt for hinanden

Også medarbejdernes kompetencer og engagement er afgørende. I takt med at organisationen bliver hårdere spændt op, bliver det stadig vigtigere med fagligt dygtige og engagerede medarbejdere, men hvordan tiltrækker man dem?

"Man skal selvfølgelig betale en fair løn, men jeg tror i lige så høj grad, at det handler om at kunne tilbyde et godt arbejdsmiljø, og om at skabe stolthed hos medarbejderne over den sammenhæng, de er en del af. De rigtige medarbejdere kommer, når de kan mærke, at stedet er veldrevet, og den rette ånd er til stede," fortsætter Jens Risom.

Medarbejderne skal være stålsatte på at gøre det godt og yde noget til virksomheden hver eneste dag, og så skal man respektere hinandens arbejde. Det er nemlig lige så vigtigt at samle sten som at formklippe juletræer.

Jens Risom: "Man kan ikke måle betydningen af medarbejdernes engagement og loyalitet i kroner og øre, men på Gisselfeld har vi lave vedligeholdelsesomkostninger, velholdte maskiner, flotte juletræer og et lavt sygefravær."

Behov for forskellige kompetencer

De mange forskellige driftsgrene skaber behov for mange forskellige kompetencer, både blandt medarbejderne og i ledelsen. Gisselfeld er ejet af en fond, og derfor har man etableret en bestyrelse, der er bredt repræsenteret i erhvervslivet. Også mindre, privatejede herregårde kunne have glæde af at gøre det samme:

"Når man har arbejdet med en virksomhed i mange år, ved man lige præcis, hvordan alting skal gøres, og her er det utrolig givtigt med en bestyrelse, som stiller spørgsmålet: Hvorfor gør du sådan? Eller hvorfor gør du ikke sådan? Det tvinger én til at reflektere og genoverveje, om man driver sin virksomhed rigtigt," siger Jens Risom.

Han råder andre til at agere som i privatlivet. Er man uvenner med naboen, ringer man til en advokat, og har man ondt i tænderne, går man til tandlægen. "Man skal ikke tro, at man selv kan klare alting, man skal være åben over for omverdenen, og man skal bruge sit netværk," siger han.

På forkant

Også herregårdenes forhold til omverdenen har betydning for forretningen, mener Gisselfelds direktør, og derfor bør man som ejer have fokus på samfundets strømninger, nye tiltag i lokalområdet og være i konstant dialog med myndighederne.

Det handler om at bevare serve-retten ved at være på forkant i forholdet til kommune, region, Naturstyrelsen, Vejdirektoratet, Kulturarvsstyrelsen – og alle de andre myndigheder, hvis beslutninger har betydning for virksomhedens rammebetingelser. Et eksempel: Da Susåen skulle omlægges kom Gisselfeld en ekspropriering i forkøbet ved at udlægge en række vådarealer langs åen mod at få lov til at købe ny produktionsjord.

"Vi er også det første gods i Danmark, der fik 'Wild Life Estate Label' på vores bæredygtige forvaltning af skov og natur. Hvor meget er det værd?" Spørger Jens Risom retorisk og svarer selv: "Ingenting! Men certificeringen har en betydelig signalværdi, som gør dialogen med myndighederne langt lettere og skaber goodwill i lokalsamfundet. Og ikke mindst er den et signal om, at vi har fokus på området."

Det er aldrig for sent

At udvide virksomheden med nye driftsgrene og initiativer kræver ressourcer og overskud, så hvad gør den lille herregård, som ikke har økonomi eller kundegrundlag til nye forretningsområder? Og kan en herregård blive så tynget af gæld, at der ikke mere er noget at gøre?

Nej, mener Jens Risom. Fordi de fleste herregårde næsten altid skal overgå til næste generation, er det aldrig for sent at stramme op på forretningen og skabe nye indtægtskilder. Virksomheden bør altid være 'trimmet', som om den skulle stå klar til salg, for så ved man, at det er en virksomhed, der kan bære.  Og så gælder det om at fokusere på potentialer i stedet for begrænsninger, siger han.

"Mange herregårde ser kun begrænsningerne: Man er for stor, man er for lille, man ligger det forkerte sted. Jeg mener, man skal starte omvendt. Er man en lille herregård, kan man måske slå sig sammen med andre. Man kan satse på særligt forædlede produkter. Måske kan man låne penge og starte en virksomhed ved siden af. Eller man kan bortforpagte landbruget og fokusere på andre forretningsområder, fortsætter Jens Risom. Han uddyber:

"Fordelen ved at eje en herregård er, at man har mulighed for at låne mange penge, selvom man ikke har en omsætning, der er større end kiosken nede på hjørnet. På Gisselfeld er vi omkring 25 medarbejdere, vi har en omsætning på 40 millioner… men godset er en milliard værd. Det giver muligheder!"