Fremtidens herregård skal fortælle historier

Peter Bering blev arkitekt, fordi han havde en drøm om at gøre noget for de gamle huse. Merete Lind Mikkelsen blev det af skabertrang. I dag arbejder de begge på projekter, der skal bringe livet tilbage til herregårdenes funktionstømte bygninger.

Men hvorfor overhovedet beskæftige sig med herregårdene, der vel har udspillet deres samfundsmæssige betydning? Og hvordan bevarer man autenticiteten, når historiske bygninger skal udvikles til nye formål?

Jeg kender ikke mange andre end herregårdsejerne, der spørger, om en bygning stadig 'holder' om 200 år," siger Merete Lind Mikkelsen

Fremtidens Herregård har spurgt den klassiske restaureringsarkitekt og bygningskunstarkitekten. Egentlig skulle man tro, at de ville være dybt uenige, men det er de ikke. Faktisk er de rørende enige om det meste.



Væsentlig arkitektur

Peter Bering: "Herregårdene har udviklet Danmarks bygningsarkitektur. De symboliserer landets udvikling og rækker tilbage. Jeg har adgang til et tegnestuearkiv, der går tilbage til 1840, og der kan man se, at det, der gør herregårdene særlige, er, at det er her, arkitekterne har bygget. Avlsgårdene ser fx anderledes ud end andre gårde. Den fortælling må vi ikke smide overbord. Herregårdene fortæller historier, som er vigtige for alle."

Merete Lind Mikkelsen: "Jeg er enig. Herregårdene har været skelsættende både arkitektonisk og samfundsmæssigt.  Derfor er det nødvendigt at have det lange perspektiv for øje, når man skal udvikle nye funktioner på herregårdene. Tilføjer man et overfladisk lag, der ikke refererer til bygningens fortælling, vil man svække stedets kvaliteter og dybde og gøre vores egen tid til grin. Det nye, man tilføjer, skal respektere det bestående, og det kræver en vis ydmyghed - et karaktertræk, der desværre ikke altid ligger arkitektfaget nærmest."

Peter Bering: "Ja, det lange perspektiv er afgørende. På herregårdene kan man se, hvad der har virket over en lang periode, og hvad der ikke har. Man kan se, at farfars gamle stald ikke passer ind. Herregårdsejeren er uhyre bevidst om, at der kommer nye generationer til og vil for alt i verden ikke blive den, senere generationer kommer til at brokke sig over."

Merete Lind Mikkelsen: "Vi lever i den rigeste periode i Danmarks historie, og aldrig har vi bygget med så kort et tidsperspektiv. Det er ikke kun pral, men også viden, dannelse og pligt, der har gjort herregårdene til det, de er. I dag er landets midler ikke koncentreret hos en lille adel, men fordelt over hele landet, og man kan diskutere, om ikke også pligten til at gøre tingene ordentligt burde følge med. Jeg kender ikke mange andre end herregårdssejerne, der spørger, om en bygning stadig 'holder' om 200 år.

Grænsen mellem autenticitet og komfort?

Fortidens herregård var der, hvor væksten på landet blev skabt. Den var centrum for kunstnere og intellektuelle og ramme om mange menneskers hårde arbejde. I dag er det en anden sag. Herregårdsejerne konkurrerer med resten af landbruget, og de gamle driftsbygninger kan ofte ikke bruges i moderne drift. Overalt står gamle lader, stalde og værksteder tomme og forfalder. Men de funktionstømte bygninger kan huse nye erhverv, arbejdspladser og boliger. 

Med Fremtidens Herregård er mere end 30 projekter sat i gang, der alle har til formål at bringe nyt liv i de historiske bygninger. Men hvor langt kan man egentlig gå, ifølge arkitekterne, når man skal forene herregårdenes historiske bygninger med moderne brugeres krav om isolering, gulvvarme og et komfortabelt badeværelse?

Merete Lind Mikkelsen: "Komforten kan slå det hele ihjel, hvis man tilføjer så meget nyt, at det overdøver - og ikke kommer i dialog med - den kontekst man bygger i. Når man ser en Montanareol eller et tidstypisk toilet i den gamle kostald, begynder hjernen at referere væk fra bygningens historie og tilbage til den situation, disse elementer typisk er placeret i. Man skal passe meget på, man ikke slår den autenticitet ihjel, man kom for." 

Peter Bering: "Indimellem må man uddanne sin bygherre. Jeg blev engang ringet op af en godsejer, hvis loft i en 1600-tals bygning slog revner, og derfor ville han have det revet ned og pudset op. Jeg undersøgte loftet, og det viste sig, at det var nok at vaske det ned og kridte det op igen. Men hvad siger man så, når de andre godsejere kommer på besøg? Så sagde jeg: "du skal bare sige, at de sidder under et loft, hvor pudset har siddet i 250 år." Så er loftet pludselig a conversation piece. Det har fået en fortælleværdi. Jeg er sikker på, at engelske godsejere laver fejl med vilje for at have noget at tale om." 

Huset skal kunne bære funktionen

Merete Lind Mikkelsen: "Vi har gennemført et projekt på herregården Lungholm, som udlejes som feriebolig til alle handicapgrupper. Her var problemet blandt andet, at én af længerne har 18 forskellige gulvhøjder. Og her skulle man kunne komme rundt med en kørestol! Og i øvrigt etablere wellnessfaciliteter, som ikke skulle ende, som 1970er-saunaerne er endt i de fleste huse. Den slags udfordringer skal løses med stor følsomhed. Fjerner man alle ’forhindringer’, fjerner man også al historien og hele oplevelsen. Vi valgte at bevare alle uhensigtsmæssighederne. Resultatet er, at ikke alle kan komme den samme vej, men alle kan komme alle steder. Samtidigt er vi gået ligeså direkte til bygningen som de tidligere ejere: Nye lag er fast forankret i den gamle kontekst og ligeså holdbare som den 400 år gamle bygning - herunder en rampe inde i huset og et stort betonbassin. Elementer næste generationer kan forholde sig til."

Peter Bering: "Det handler også om at tilføje en funktion, som huset kan bære. Jeg foretrækker den lille besværlighed frem for den store komfort. Livet må godt være lidt besværligt. Man behøver fx ikke indrette toilet i den stald, hvor der skal være kontorer. I stedet kan man lave et toilethus udenfor. På Engelholm ved Næstved har vi indrettet et værksted for veteranbilentusiaster i et tidligere magasin. Her har vi lavet vi et badeværelse, hvor folk før skiftede tøj og tog bad, og dermed fører vi fortællingen videre. På Borreby Gods er der indrettet teater i en gammel lade, men vi er heldige: Her skal være sommerteater, så vi behøver ikke tænke på opvarmning, og toiletterne er rykket ind i en ikke-fredet bygning. Scene og en tribune kan skilles ad og sættes op udenfor. Det bliver temmelig primitivt, og det er jeg glad for." 

Nødvendig viden

Peter Bering: "Da jeg begyndte at læse til arkitekt, havde Kunstakademiet en byggeplads, hvor jeg fik lov at arbejde i et halvt år. Det er noget af det bedste, der er sket mig, fordi det har givet mig en praktisk forståelse. Jeg kan udføre arkivundersøgelser til belysning af bygningens historie, har kendskab til historisk byggeteknik og traditionelle byggematerialers egenskaber og øvelse i 'at få puslespillet til at gå op' i givne rammer med mange begrænsende og inspirerende, faste forudsætninger.  Som restaureringsarkitekt kan man aflæse bygningens historie, og se hvilken pris vi betaler på historiens alter; man kan se, hvilke spor vi fjerner.
 
Merete Lind Mikkelsen: "Jeg er helt enig i, at det er grundlæggende at have udtømmende viden om den bygning, man arbejder med. Har man ikke redskaberne, må man få hjælp. Derfor beskæftiger jeg mig kun med opgaver, hvor det er nødvendigt at tilføje så meget nyt, at det kommer ind på mit område. Det handler om at skabe samspil mellem fortid og nutid og sørge for, at resultatet er stærkere og idémæssigt mere holdbart end det var før. Jeg forsøger at bidrage med ’vores tid’ som en væsentlig faktor for bygningens fremtid.

Hvornår er projektet lykkedes?

Peter Bering: "Det handler om følelser. Man føler, at det, man har gjort er rigtigt, og at man har skabt en smuk helhed. Og her adskiller vi restaureringsarkitekter os fra bygningskunstarkitekterne, fordi vi synes, vi har skabt en smuk helhed, når menigmand ikke kan se, at vi har været der. Nogen kalder det forfalskning, men jeg er uenig. For dem, der har forstand på det, de kan godt se det."

Merete Lind Mikkelsen: Et projekt er vellykket, når man har bidraget til dets fremtid. Når man har løst en opgave, mennesker kan forholde sig til om flere hundrede år. Det er ikke nok, at det er smukt. Nogen gange skal det ikke kunne ses, men ofte skal det kunne ses, så fremtiden kan forholde sig til det. Det skal ses, når det er nødvendigt, ikke fordi man ’finder på noget nyt’. Hvis man skal have lys ind i en lukket stald, kan funktionsskiftet ses, med mindre man faker nogle gamle porte. Det kan jeg ikke holde ud, det gør resultatet uldent og svagt. Man bliver nødt til at bidrage til den historie, der hele tiden bliver fortalt."

Artiklen blev første gang bragt i Arkitekten i november 2009.