Greg Kobett om Gisselfelds paradehus

Gisselfelds paradehus er et studie i skønhed og sanselighed. Restaureringen af huset, der er Danmarks eneste privatejede paradehus, har været omfattende. Men i dag er stedet en attraktion i sig selv og en vigtig del af herregårdens samlede brand.

Det første, man møder, er et stort, frodigt og mørkegrønt mispeltræ. Dufte fra blomster og planter, der er her, fordi de er smukke, og fordi de har en historie. Krukker, der er sirligt placeret, så de spiller sammen med helheden. Og alt sammen tilsat lyden af rindende vand og dæmpet, klassisk musik.

Sådan er der i det lette, elegante orangeri på den midtsjællandske herregård, Gisselfeld. Paradehuset er det eneste privatejede af sin slags i Danmark, og stedet emmer af magi. Men sådan har det ikke altid været.

Sidste udkald
Første gang Greg Kobett stiftede bekendtskab med Gisselfeld var i 1993, da han hjalp blomsterkunstneren Tage Andersen med en sommerudstilling, hvor også Paradehuset blev taget i brug. Den elegante bygning, opført i glas og jern, var dengang et studie i dekandent forfald: ”Det var som at træde ind i en eventyrverden,” husker han.

I 1999 cyklede Kobett igen forbi, men da var stedet i en miserabel tilstand. Ruderne i vestfløjen var blevet udraderet i orkanen samme år, varmesystemet var i stykker, og det var sidste udkald, hvis bygningen skulle reddes.

”Bygningen har altid været et orangeri på landet, så udtrykket måtte ikke blive for poleret eller fornemt," siger Greg Kobett

”Så opstod idéen om at genskabe bygningens oprindelige funktion, og da vi luftede tanken for godset, sagde de straks ja til at bakke os op, fortæller Greg Kobett, der er landskabsarkitekt og i dag forpagter huset sammen med havedesigneren Stig Lauritsen.



Omfattende renovering

Og så skete der noget. Greg Kobett og Stig Lauritsen overtog forpagtningen af den 42 meter lange bygning, og sammen med godset gik de i gang med at søge fondsmidler til den omfattende renovering, der er gennemført med restaureringsarkitekt Søren Lundqvist i spidsen.

Med støtte fra Realdania blev glasfacader, glastag og tagkonstruktion sat i stand, og den tidligere Paradeplads foran huset blev retableret. 

Nye servicerum, toiletter og et nyt indgangsparti er også kommet til. Varme er lagt ind, og varmekanalerne renset op, så planter fra blandt andet Californien, Japan og New Zealand kan trives året rundt. Luftcirkulationen er forbedret, så indeklimaet i dag er optimalt. Og ikke mindst blev et nyt, sildebensmønstret gulv i gule teglsten lagt. Det færdige udtryk matcher det formål, bygningen oprindeligt blev opført til, understreger Kobett:

”Bygningen har altid været et orangeri på landet, så udtrykket måtte ikke blive for poleret eller fornemt. Det ville have været tragisk, hvis nogen havde lagt et marmorgulv her.”

Fokus på forretningsudvikling

Driften af Paradehuset er en balancegang: Indtægterne kommer fra salg af planter, haveredskaber og unikke potter, som forpagterne tager med hjem fra rejser. Udover orangeributik tilbydes gæsterne foredragserien Garden Gossip, som belyser en bred vifte af haveemner, samt workshops, rundvisninger og særarrangmenter for grupper

"I den gamle ’Overgartnerbolig’ driver vi Paradehusets Tegnestue med fokus på indretning og design af haver, store som små. Og det er kombinationen og disse tiltag der kan få Paradehuset til at løbe rundt,” siger Greg Kobett og uddyber: "Fordi vi ligger 'ude på landet' er vi meget opmærksomme på, at det er nødvendigt at have konstant fokus på videreudvikling af stedet og forretningen."

Derfor henter de to forpagtere ny inspiration fra udlandet og håndplukker genstande og blomster, som kan sælges videre til stedets godt 20.000 årligt besøgende. De afholder kurser og rådgiver dem, der drømmer om at skabe noget lignende i miniatureform hjemme i haven. Og ikke mindst sørger de for at skabe synlighed om stedet gennem fjernsynsudsendelser, bøger, artikler og en brevkasse.

De rette kompetencer

Også Jens Risom, der er godsforvalter og administrerende direktør for Gisselfeld Gods, har fokus på forretningsudvikling, og han er ikke i tvivl ”Vi ville aldrig som privat virksomhed kunne gennemføre en så omfattende istandsættelse uden hjælp fra fondene, og selv i dag, hvor huset er i drift, kan det i bedste fald generere indtægter nok til sin egen vedligeholdelse,” fastslår han.

Alligevel betragter han huset som Gisselfelds diamant. For Gisselfeld ejes af en erhvervsdrivende fond med tradition for åbenhed overfor publikum, hvoraf mange netop kommer på grund af Paradehuset. 

Jens Risom: ”Skal det lykkes, skal projektet forankres hos de rette personer. Stig og Gregs arbejde har givet huset sin sjæl og magi tilbage. Derfor er det blevet en unik attraktion, som tilfører herregården ekstra værdi som turismevirksomhed og brand. De rette mennesker og de rette kompetencer er simpelthen afgørende.”

Planter på parade
Nu har den fredede bygning, der er tegnet af J.D Herholdt og opført i 1870’erne, genvundet sin storhed og oprindelige funktion som paradehus. Bygningen må ikke forveksles med et drivhus, men blev oprindeligt opført som et sted, hvor de smukkeste planter, man havde, blev stillet på parade til ære for solen og grevskabet. Et eldorado af skønhed, som nu kan fortsætte.

Jens Risom: ”For os handler det om at bringe herregården videre ind i fremtiden og få det maksimale ud, af det vi har. Og det, synes jeg, er lykkedes. Samarbejdet med Greg Kobett og Stig Lauritsen har reddet en fantastisk bygning. En bygning, som er en vigtig del af herregårdshelheden og tiltrækker huset turister, haveentusiaster og en lang række prominente gæster. Paradehuset er med til at gøre Gisselfeld til noget særligt.”

Planter på parade

Nu har den fredede bygning, der er tegnet af J.D Herholdt og opført i 1870’erne, genvundet sin storhed og oprindelige funktion som paradehus. Bygningen må ikke forveksles med et drivhus, men blev oprindeligt opført som et sted, hvor de smukkeste planter, man havde, blev stillet på parade til ære for solen og grevskabet. Et eldorado af skønhed, som nu kan fortsætte.

Jens Risom: ”For os handler det om at bringe herregården videre ind i fremtiden og få det maksimale ud, af det vi har. Og det, synes jeg, er lykkedes. Samarbejdet med Greg Kobett og Stig Lauritsen har reddet en fantastisk bygning. En bygning, som er en vigtig del af herregårdshelheden og tiltrækker huset turister, haveentusiaster og en lang række prominente gæster. Paradehuset er med til at gøre Gisselfeld til noget særligt.”