Pas på herregårdens fortællinger

Herregården er rig på historier og spor, som vi bør formidle, dokumentere og registrere, mener Britta Andersen, der er direktør for Gammel Estrup. De kulturhistoriske fortællinger binder os sammen - og de kan både indgå i herregårdenes forretningsudvikling, iscenesætte produkter og skabe oplevelsesøkonomisk merværdi, siger hun.
Selvom de færreste bor eller arbejder på en herregård, har vi stadig et forhold til den institution, der fra middelalderen og indtil systemskiftet i 1901 dominerede landet både politisk og socialt. Sammen med kirkerne udgør herregården Danmarks mest imponerende bidrag til verdens kulturarv. I sidste ende har vi næsten alle en tilknytning til herregårdene; hvad enten det nu er til herskabet eller den fattige fæstebonde. Enhver kan berette om en farfar, der var karl, eller en oldemor, der tjente på den lokale herregård.

Man skal huske på, at det nye, man fjerner, også bliver til historie en dag," siger Britta Andersen

I dag er herregården ikke længere ramme om landsbyens arbejdsfællesskab, men den bærer på en rigdom af kulturhistoriske fortællinger, som vi bør bevare – eller som minimum dokumentere - inden vi fjerner eller ændrer på de fysiske spor, mener Britta Andersen, kulturhistoriker og bestyrelsesformand i Dansk Center for Herregårdsforskning og direktør for Gammel Estrup – Herregårdsmuseet.


Herregården var centrum

For den enkelte dansker har herregårdens kulturhistoriske fortællinger værdi, fordi de sætter ens egen personlige historie i relief. Ejeren kan bruge historierne til at iscenesætte produkter og oplevelser. Og ikke mindst kan fortællingerne bidrage til at nuancere den ellers så dominerende stavnsbåndsfortælling samfundet:

"Herregården var meget andet end hoveri og træheste. Den var datidens samlingssted for eliten såvel som lokalsamfundet og porten til Europa. Det var her, man fik ny viden om dyrkningsmetoder, videnskab, teknik og kunst, og herfra udsprang nye tendenser for beklædning, hårmode og havedyrkning," forklarer Britta Andersen over telefonen fra Gammel Estrup. Hun uddyber:

"Herregården var omdrejningspunkt for retsvæsen, socialvæsen og hospitalsvæsen, og man følte et meget stærkt ansvar for at tage sig af lokalsamfundets svageste indtil langt op i 1900-tallet. Når telefonnummeret på Gammel Estrup stadig slutter på 01, er det fordi det var her, man først fik telefon. Her lå lokalsamfundets centrum."

Det grimme skal også bevares

De kulturhistoriske fortællinger kan aflæses overalt: på bygningerne, i landskabet og i haven, og det bør man huske på, når man som ejer ændrer på bygninger, anlæg og anvendelsesformer. For ikke kun det arkitektonisk smukke, er værd at bevare, pointerer Britta Andersen. Det giver et skævvredet billede af fortiden, hvis man med hård hånd fjerner alt det grimme:

"Jeg støder tit på den holdning, at tressernes tilføjelser og ændringer er ligegyldige. Men man skal huske på, at det nye, man fjerner, også bliver til historie en dag. I 1800-tallet blev mange 1700-tals-køkkener totalt udraderet på grund af smedejernskomfurets komme. Det er spændende for os i dag, når vi støder på en tegning eller en udslagsrende, der viser, hvor køkkenet har ligget, eller hvordan det har set ud."

På samme måde vil spor fra 1960'erne og 1970'erne også være interessante om 100 år, mener Britta Andersen: "Vi kan selvfølgelig ikke gemme alt, men som minimum kan vi dokumentere og registrere, de ændringer vi laver!

En nerve af ægthed

Kulturhistorien giver en nerve af ægthed, som ejeren kan bruge som kulisse for oplevelser og produkter. For hvis herregården kan opleves som et sted med både historiske, æstetiske og nutidige betydninger, skabes der også oplevelsesøkonomisk merværdi, mener Britta Andersen og råder ejerne til at gøre deres forarbejde, inden de kaster sig ud i markedsføring af oplevelser og produkter med rødder i herregårdens historier. Man skal passe på, man ikke bliver dømt uægte, fake.

"I historikerkredse er det ikke velset at tale om ægthed, men jeg mener, der er en vis aura omkring det autentiske, som herregården kan bruge i sin forretningsudvikling. Der findes masser af billeder af Mona Lisa, men der er noget helt særligt over at opleve den ægte vare," uddyber Britta Andersen.

Hjælp at hente
Egeskov er unik, fordi greven bor der, og på Knuthenlund kan historien om stedets tradition for osteproduktion sælge mejeriprodukter. Krenkerup markedsfører sin øl med udgangspunkt i herregårdens historie. Og historien om, hvordan husflidsbevægelsen startede på herregården kan illustrere, hvorfor man sælger pileflettede kurve i gårdbutikken:"Den enkelte kurv er ligegyldig, men den bliver interessant, når man knytter den til en fortælling. På samme måde bør også bygningsspor sættes ind i en større kontekst," fastslår Britta Andersen og gentager i samme åndedrag, at de fortællinger, man bruger, først og fremmest skal være sande. 

Hun råder ejere, der gerne vil arbejde videre med deres egen herregårds historie til at få assistance hos rigs- eller landsarkivet – eller få hjælp til at komme i gang hos Dansk Center for Herregårdsforskning: "Det er ikke nok, at en historie er god, der skal også være et element af sandhed i de fortællinger, man formidler. Folk bliver sure, hvis de kan gå hjem på nettet og se, at en bestemt bygning er fra 1930 og ikke 1830."

Uden historie er vi intet

"Man finder ud af, hvor vigtig kulturarven er, når man som 20-årig for første gang drager ud i den globaliserede verden og møder andre kulturer. Så opdager man, hvad det er for en kulturel rygsæk, man selv bærer på. De kulturhistoriske fortællinger er med til at forme os og gøre os til dem, vi er, og de er parametre, som vi kan styre efter. Uden historierne, er vi intet," siger Britta Andersen.

Herregårdens kulturarv og mange fortællinger gavner os alle. Når fortællingerne formidles bliver de en del af den kollektive hukommelse, som herregårdene stadig spiller en vigtig rolle i. De kulturhistoriske fortællinger kan skabe sammenhængskraft og nye fællesskaber, og herregårdene selv kan blive centrum igen. Nu som historiske rammer om fremtidens mødesteder.

Britta Andersen:"Alle vegne lukker forsamlingshuse og biblioteker. Jeg tror, at herregården igen kunne blive fremtidens kulturelle samlingspunkt på landet. Det er der brug for."