Villerup inviterer indenfor

Musik, faglig formidling og smagsoplevelser er bl.a. på programmet, når nordjyske Villerup Hovedgård inviterer indenfor. Det sker fredag den 28. september.

På nordjyske Villerup fejres istandsættelsen af hovedgården med en dag med oplevelser for alle sanser. Stedet er normalt ikke tilgængeligt for offentligheden, men fredag den 28. september åbnes dørene til en eftermiddag med bl.a. jazz, rundvisninger, traktorture, gourmet-pilebyg, saft og snacks.

Som en del af Fremtidens Herregård er herregårdens trelængede gårdanlæg med bindingsværkslade og gamle staldbygninger sat i stand, og en ny lagerhal er opført, som stilmæssigt spiller sammen med hele samlede gårdanlæg.

I det daglige er Villerup omdrejningspunkt for én af Europas førende virksomheder inden for forarbejdning og forædling af pil, og ejerparret har med deres forretning sikret bevaring og brug af hele gårdens bygningsanlæg. 

Arrangementet finder sted fra kl. 13.00-17.00, og der er fri adgang.

Læs mere om Villerup på herregårdens egen hjemmeside