Herberg åbnet på Nr. Ravnstrup

Da hærvejen i Nordjylland blev indviet, benyttede Nr. Ravnstrup lejligheden til at afprøve et enkelt og rustikt herberg, indrettet i den tidligere hestestald.

Med et øksehug erklærede Brønderslevs borgmester Michael Klitgaard den nye, nordjyske hærvej for åben. Herefter satte mere end 300 gående, cyklende, ridende og hestevognskørende deltagere kursen mod den nordjyske herregård, Nr. Ravnstrup, rutens første stop. 

Borde var sat ud på gårdspladen, forfriskninger blev serveret. En amatørskuespiller fra Midtvendsyssel Amatørscene var sat i gabestok, og ejerne selv bød velkommen som henholdsvis ’æggekone’ og legenden Stygge Krumpen.

Arrangement skabte opmærksomhed
”Det var en fantastisk dag! Vejret var godt, og der herskede en feststemning over det hele i vores ellers lidt forladte område,” siger Sanne Brocks, ejer af Nr. Ravnstrup om arrangementet, som blev gennemført med støtte fra Fremtidens Herregårds initiativ, Byd Indenfor.

Formålet med arrangementet var at afprøve idéen om et enkelt, rustikt herberg i den tidligere hestestald. Viser det nye tiltag sig henover sommeren at være populært, vil Nr. Ravnstrup etablere et herberg af en mere blivende karakter. Ejerparret stod også selv for den praktiske afvikling af arrangementet, som var ét af flere, der tilsammen markerede åbningen af Hærvejen i Brønderslev Kommune.

Arrangementet var en succes, understreger Sanne Brocks: ”Mange kører ofte forbi vores sted, men kun de færreste stopper op. For os var det en givende oplevelse at byde indenfor og opleve lyden af liv og hestevogne på gårdspladsen,” siger hun og tilføjer, at begivenheden også viste sig at være en god mulighed for at gøre opmærksom på herberget og skabe grobund for nye, lokale samarbejder:

”Måske kommer spejderne eller den lokale efterskole og overnatter. Folk mødtes på kryds og tværs, og arrangementet gav en hel del lokal PR. Jeg tror, mange blev inspireret til at vandre og prøve denne enkle livsform. Det er jeg selv blevet."

Herberget er åbent for overnatning
Selve herberget er indrettet på få måneder og for få midler, og det er enkelt og rustikt. Staldens forhøjninger og krybber er fjernet, der er støbt gulv, kalket og ordnet vinduer. En gammel dør, som har været fjernet, er sat i igen, og der er indlagt elektricitet og indrettet sovepladser til 12 gæster. Tanken er, at herberget med tiden skal være selvkørende, så ejerne ikke behøver konstant at være til stede:

Sanne Brocks: ”Jeg sov selv i herberget i nat, fordi jeg ville prøve, hvordan det var. Jeg sov dejligt! Nu har vi hængt et reglement op og lagt morgenmaden i køleskabet, så folk kan bare dukke op. Vi glæder os meget til at se stalden i brug igen.”