Holstenshuus: Naturens Dag i Pipstorn Skov

En friluftsevent satte fokus på de mange muligheder omkring herregården Holstenshuus, som bl.a. rummer en klatrepark, ride- og vandreruter og have. Begivenheden blev gennemført med støtte fra Byd Indenfor, et initiativ under Fremtidens Herregård.

Holstenshuus ligger som en oase i det sydfynske landskab. Godsets historie rækker 700 år tilbage, og de seneste 300 år har stedet tilhørt samme familie og haft stort set samme vision: At dyrke og pleje jorden, naturen og de store herlighedsværdier til glæde for ejere, medarbejdere, omverdenen og ikke mindst de kommende generationer.

Under overskriften 'Naturen, hvor du bor' inviterede Holstenshuus, Skovforeningen og Faaborg Kommune til en aktiv dag i Pipstorn Skov i september 2015. Alle aktiviteter havde naturen som centrum og var fleksible for alle aldre.

Herregården Holstenshuus rummer bl.a.:

  • Holstenshuus Klatrepark som er en sjov og udfordrende bane i trætoppene. Klatreparken er anlagt med støtte fra LAG Faaborg Midtfyn og drives af Øhavsporten, der også tilbyder en række andre friluftsaktiviteter.
  • Holstenshuus' park der er anlagt som rokokohave i 1753 af den nuværende ejer Ditlev Berners 4 x tipoldefar Adam Christoffer Holsten. Arkitekten G.D.Tschierske har tegnet anlægget, som i høj grad udnytter det kuperede landskab til at danne forskellige rum i haven. Parken blevet renoveret i 2008-2010 med økonomisk støtte fra Fonden Realdania. Renoveringen blev ledet af arkitekt Jens Hendeliowitz, der har taget udgangspunkt i at skabe en større harmoni mellem havens grundstruktur fra 1750 og de efterfølgende ændringer hen imod en landskabshave. 
  • Holstenshuus er en del af Riderute Sydfyn. Her kan men opleve nogle af Danmarks smukkeste landskaber på hesteryg. Godserne Brahetrolleborg, Holstenshuus og Steensgaard har åbnet deres ejendomme for ryttere og sammen med Bikubenfonden og Naturstyrelsen skabt 75 kilometer sammenhængende riderute.