Niels Langkilde om Bramstrups fødevareambassade

Fynske Bramstrup har deltaget i Fremtidens Herregård med et konceptudviklingsprojekt med visionen om at gøre herregården til ambassade for økologi og bæredygtighed - og at styrke dens position som socialt ansvarlig landdistriktsvirksomhed.

I indkørslen til Bramstrup ligger et tidligere frugtlager, en pragmatisk og nøgtern gulstensbygning, som engang var centrum for stor æbleproduktion. Umiddelbart ser bygningen, der er opført i etaper fra 1949-1960, ikke ud af noget særligt - og slet ikke hvis man sammenligner med den statelige hovedbygning længere inde i herregårdsanlægget. Men tag ikke fejl. 

Træder man indenfor i det tomme frugtlager, overraskes man af de store, lyse rum og de gedigne, rå og djærve materialer. I bygningens store rum vælder dagslyset ind, og man har udsigt over det kuperede landskab udenfor. 

Frugtlager kan blive fødevareambassade
Går alt efter planen, skal det tidligere frugtlager omdannes til ambassade for økologiske produkter kombineret med netbutik, café og eksperimentarium for økologi, lokale produkter og bæredygtighed, drevet af Sommerfuglen - en socialøkonomisk organisation, der holder til på stedet.

Herregårdene har brug for, at omverdenen får glæde af dem. Vi har brug for at være andet end historiske steder," siger Niels Langkilde.

"I frugtlageret vil vi både kunne skabe samarbejder på tværs og formidle viden om økologi og bæredygtighed. Vi kan formidle, hvad økologiske grøntsager er, og vi kan fortælle om betydningen af rent vand og bæredygtighed", forklarer ejeren Niels Langkilde, om baggrunden for sit projekt.



Enkel forretningsmodel

På ambassaden kan såvel Bramstrup som lokale, økologiske landmænd og fx solcelleproducenter udstille og sælge deres varer. Og betegnelsen 'ambassade' skal tages alvorligt – dens succes måles nemlig på, om det går andre godt. 

Visionen er 'Bramstrup som landdistriktsvirksomhed' med herregården som en aktiv spiller i løsningen af landdistrikternes udfordringer - og med genetablering af en tæt tilknytning mellem herregård og lokalsamfund. 

Står det til Niels Langkilde, bliver fremtidens Bramstrup både mødested, lokal dynamo og del af netværket for egnens initiativer, kunstnere og virksomheder - ligesom den har været før. 

For Bramstrup er der tale om en enkel forretningsmodel, hvor herregården servicerer netværket, som til gengæld leverer aktivitet og - ikke mindst legitimitet - til Bramstrups fortsatte eksistens.

Niels Langkilde: "Det er enkelt at være base. På Bramstrup kan vi være fælles videncenter og ramme for virksomheder med fokus på økologi og bæredygtighed. Vores opgave er at gøre klar, rydde op og forberede næste arrangement, og vi sørger for ro og kontinuitet. Jeg kan ikke tilbyde pompøse rammer, men min styrke er, at jeg ved, hvad netværket har brug for." 

Herregården og den sociale dimension

Også den sociale dimension er vigtig. Én af Bramstrups tætteste samarbejdspartnere er Sommerfuglen, et bosted for 15 mennesker med psykiske handicap, som lejer fire huse på Bramstrup. 

Over årene har samarbejdet udviklet sig til et stærkt interessefællesskab og udveksling af filosofier og værdier mellem Niels Langkilde og Simon Helcky, der er Sommerfuglens daglige leder. 

Realiseres projektet, skal Sommerfuglens beboere fremover indgå som medarbejdere i ambassadens café og butik. Tanken er, at ambassaden skal tilbyde mange forskellige arbejdsopgaver: emballering, pakning af varer til netbutik, rengøring, servering og varekørsel.

Lokalsamfundet skal have glæde af herregården

Frugtlageret er projektets konkrete fysiske omdrejningspunkt: "Min drøm er, at frugtlageret skal fungere som en portbygning til Bramstrup. Realiseres projektet, skal bygningen harmonere med helheden - både arkitektonisk og i sin funktion. Den færdige arkitektoniske løsning inddrager landskabet, herregårdshelheden, bæredygtige teknologier og ældgamle trick fra havekunstens historie," uddyber Niels Langkilde, inden han kort dvæler ved herregårdenes potentiale:

"Herregårdene er den levendegjorte bygningshistorie. De er smukke og ligger ofte idyllisk placeret. Men herregårdene har også brug for, at omverdenen får glæde af dem. Vi har brug for at være andet end historiske steder. På Bramstrup kan vi formidle bæredygtighed, vi kan være en socialøkonomisk virksomhed, vi kan lave kultur, og vi kan 'dyrke' oplevelser, landskaber og andre fornødenheder til det omgivende samfund."

Projektet har modtaget støtte til konceptudvikling gennem Fremtidens Herregård.