Insel Hombroich

Skal herregårdshaven udvikles til en attraktion, kan man med fordel hente inspiration i den moderne landskabshave, Insel Hombroich, som ligger uden for Düsseldorf. Her har kombinationen af natur, arkitektur og kunst skabt en unik seværdighed, der hvert år tiltrækker 80.000 gæster.

For den, der vandrer gennem Insel Hombroich, venter en stille, men stærk oplevelse. Som man ad slyngende stier, bevæger sig gennem landskabshaven, synes den travle hverdag og larmen fra Düsseldorf på magisk vis at forsvinde.  

Henover stier og gangbroer går man, over vand og sumpet jord og videre forbi små, stillestående damme, en doven flod og hundredårige gamle træer. Ligesom man begynder at blive træt, rundes et sving, som afslører en stramt modernistisk pavillon, der rager op som en skulptur i den pandekageflade del af haven. Dem er der 15 af på Insel Hombroich, hvor arkitekturens samspil og modspil til naturen synes vigtigere end alt andet.



Haven som pause

Udviklingen af museet Insel Hombroich startede da kunstsamleren Karl-Heinrich Müller købte den tilvoksede have og historiske villa, Villa Rosa, i 1982. Müllers vision var at skabe et museum, som kunne forene kunst, arkitektur og natur, og i første omgang blev billedhuggeren Erwin Heerich bestilt til at designe de 15 pavilloner, der skulle fordeles rundt omkring i den dengang 25 hektar store park.

Dernæst gik den foretagsomme kunstsamler og ejendomsmægler i gang med at opkøbe flere af de omkringliggende marker, og i 1984 blev landskabsarkitekten Bernhard Korte hyret til at omforme området til det rolige, naturlignende landskab, som ligger der i dag. 

Haven skulle være en åndelig pause, mente Müller. Her skulle den besøgende trække vejret og slappe af mellem de intense kunstoplevelser i pavillonerne, som alle er opført i traditionelle, lokale mursten, moderne linjer og enkle materialer: Stengulve, trædøre og vinduesrammer i stål. Flade tage eller sadeltage i glas - nogle klare, andre matterede. Og ikke en eneste gulvflise er skåret til. For i pavillonerne hersker præcisionen, og alt går op i modsætning til udenfor, hvor græs, blomster og brændenælder tilsyneladende gror vildt.

Kun det mest nødvendige

En dør står åben, men ingen pile viser vej, og ingen skilte fortæller om den fabelagtige kunstsamling, man finder indenfor. En kunstsamling, der spænder fra små, enkle skitser til enorme skulpturer, og fra skrøbelige vaser til grove møbler udhugget i træstammer. Èn pavillon står tom som et kunstværk i sig selv, mens en anden er en labyrint, man kan fare vild i.

Pavillonerne er lukkede verdener; kun én har store vinduer, der vender ud mod landskabet. Her er intet kunstigt lys, så alt efter, hvornår man indfinder sig, vil man opleve kunsten forskelligt. Og ingen kustoder, videokameraer eller alarmer er at se, selvom der på de kridhvide vægge hænger omhyggeligt ophængte værker af Klimt, Rembrandt og Cézanne. Indimellem sker det, at besøgende undrer sig over, hvad man vil gøre, hvis nogen skulle forsøge at tage ét af de værdifulde malerier med under armen. Og til det lyder standardsvaret: "Det må vi se på til den tid."

Tilsammen er kombinationen af park, kunst og arkitektur blevet til en attraktion, der hvert år tiltrækker godt 80.000 mennesker – fra børnefamilier til hundeluftere, og fra planlæggere og arkitekter til pensionister.

Stemningen er eksklusiv, privat og nonchalant, og minimalismen hersker helt ned til den mad, som serveres i museumscaféen. Menuen er fast, inkluderet i adgangsbilletten og består af hårdkogte æg, rugbrød med smør eller fedt, kartofler med skræl og hele, bagte rødløg. Der er nok, og det er i orden. Men heller ikke mere. Samme filosofi møder man i parken, som synes uberørt, selvom den naturligvis ikke er det. Den er anlagt, så den i det store hele kan passe sig selv, og kun det mest nødvendige bliver gjort.