Schloss Anholt

På den genrejste vandborg, Schloss Anholt, er haven en ressource, der gør det attraktivt at forpagte stedets hotel, restaurant og golfbane og øger tilknytningen til lokalområdet.

Schloss Anholt, marts 1945:  Vandborgen, som er den største i Nordrhein-Westfalen, er næsten totalt sønderbombet. Inden for få dage er 70 procent af de 350-700 år gamle bygninger blevet pulveriserede. Inventar og kunstværker ligger heldigvis gemt væk i en bombesikker mine, men i haven er de flere hundrede år gamle træer og barokstatuerne alle ødelagte. Og slottet står som en ruin. 

Da freden kommer, kaster ejeren, prins Nickolaus Leopold, sig ud i omfattende forhandlinger med den lokale delstatsregering om, hvad der nu skal ske, og i 1954 når man frem til en aftale: Regeringen støtter genopbygningen af slottet med 20 procent mod, at det fremover bliver åbnet som museum. 

40 år og 8 millioner Euro senere står slot og park genskabt, og i dag residerer prinsens søn, prins Carl Philipp zu Salm-Salm, på stedet. Udover at være privat hjem fungerer den genopførte vandborg fortsat som museum og huser derudover et firestjernet hotel og en restaurant.



Haven genrejst

Slotsparken er genplantet efter de historiske haveplaner og selv barokhaven, der blev ofret i 1800-tallet for at give plads til en landskabshave, er blevet nøjagtigt rekonstrueret. Også de ødelagte statuer er restaurerede og står præcis dér, hvor de altid har stået.

Tre gartnere står for den løbende vedligeholdelse af den 170 hektar store have, men på et mindre arbejdskrævende niveau end i parkens storhedstid: Man bruger moderne roser, i stedet for de historiske sorter, og udskifter kun barokhavens blomster to gange om året i stedet for tre.  Når nye træer skal plantes, vælges små, unge træer, som både er billigere og mindre udsatte end de mere velvoksne træer. Og derudover gennemgår specialisterr jævnligt haven for at sikre den langsigtede bevaring og identificere spirende problemer, inden de vokser sig for store.

Haven som ressource

Schloss Anholts økonomi baserer sig på bortforpagtning af hotel, restaurant, en nærliggende golfbane – og ikke mindst det ligeledes bortforpagtede 'Anholt Schweiz' – en tilføjelse til slotsparken, som blev skabt i 1890'erne og i sig selv tiltrækker 90.000 besøgende om året. De kommer for at opleve et kunstigt skabt landskab, der er inspireret af området omkring Lucern-søen, og hvor man langs afmærkede ruter kan opleve lokale planter og dyr som los, bjørn og ulv. 

Havens vedligeholdelse bliver til dels dækket af éntreindtægterne, men skaber ikke i sig selv sorte tal på bundlinjen. Til gengæld er haven en ressource, som bidrager til at styrke forretningen og gør det attraktivt for virksomhederne bag hotellet, restauranten og golfbanen at leje sig ind. Restaurantens gæster nyder godt af udsigten over voldgraven til den blomstrende eng overfor, hotel- og museumsgæsterne bruger parken til spadsereture, og den offentlige adgang styrker forbindelsen til lokalområdet.

Sammen med parkens kanal, labyrint og de udstrakte enge er haven en charmerende blanding af stilarter, som højner den samlede oplevelse af stedet - uanset om man kommer som hotelgæst, golfspiller eller for gå på museum.